Det er lige nu, hvis du skal have fat i de helt store og tunge sandart: – Min makker Dennis og jeg havde planlagt denne tur for en uges tid siden, fortæller Allan Larsen. – Vi havde været ude og fange agnfisk i diverse størrelser weekenderne før, så dem havde vi nok af – og vejrguderne lovede, at vi kunne få en halv dags fiskeri på søen, inden det ville blæse op til 11 meter/sek.

– Vi mødtes ved søen klokken 05.30 og riggede vores båd til, så vi var på vandet klokken 06.15 i en tæt tåge og 0 graders varme i luften. Imens vi sejlede stille ud og nød vores kaffe, snakkede vi om, hvilken dybde vi skulle fiske på efter sandarterne. Spørgsmålet var – er de på lavere vand grundet den varme vinter eller ville de stå ved skrænterne til dybere vand som vanligt. Og hvor mange fisk er der overhovedet tilbage på søen efter, at erhvervsfiskeren har drevet rov på sandarterne og gedderne i flere år nu.

– Vi vidste, at det ville blive svært at finde dem på den store sø, men humøret var højt, og vi blev enige om at starte ud på 7 meter vand. Der gik ikke længe, før vi havde 3 mindre gedder i båden, så vi besluttede os for at prøve skrænterne ud til 12 meter vand. Derude fandt vi spredte stimer med byttefisk på bunden, og vi så også enkelte store fisk lige i nærheden. Men ak nej – selv om det hele så perfekt ud, så ville rovfiskende intet. Det skal siges, at vi fiskede med to bundstænger hver. Vi havde droppet vores flådstænger, da de store fisk stod tæt på bunden.Vi fandt et lovende område, hvor vores skaller blev urolige på bundstængerne og for lidt op i vandet. Ind i mellem kunne vi se rovfisk følge dem på loddet og derefter smutte igen lige så hurtigt. Klokken nærmede sig nu så småt middag, og vi havde fanget 10 gedder, men igen sandart. Skulle vi forsøge et andet område eller blive her og fiske videre, og så håbe på at der lige pludselig skete noget? Vi valgte at blive.

– Nu kom solen frem, og vinden begyndte at tage til. Jeg sidder fuldt koncentreret med øjnene på stængerne. Lige med et hopper bundstangen, og der var bid, men lige så hurtigt blev skallen spyttet ud igen. Pokkers – op med skallen og se på den. Jeps tandmærker fra en sandart. Så var det bare om at klø på med agn i forskellige størrelser. Jeg valgte en fin lille rimte på 20 cm som den næste, der skulle ned.

– Inden længe bøjede min stang sig forsigtigt mere og mere uden rusk. Jeg gav tilslag hårdt to gange, hvorefter den var på. Fisken kom med nogle tunge og dybe udløb mod bunden, og jeg tænkte, at det helt sikkert var en tung fisk. – Den her er god, råber jeg nærmest febrilsk til min makker, da jeg omsider ser den. Han finder nettet hurtigt og er parat, da der kom en sandart til overfladen. Min næste tanke var bare, hold kæft den er stor.

– Dennis nettede fisken uden problemer og grinte. Vi får hende afkroget, og det var let, for hun sad kun lige akkurat med en trekrog yderst i kæben. Der var stor jubel i båden, nu hvor hun blev vejet og målt til 6.6 kg og 82 cm. En massiv fisk uden lige, som blev genudsat uden at tage skade. Vejret blæste nu op, så vi tog ind igen, men det var dag, som vi aldrig glemmer, slutter Allan.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This