– Jeg har det sidste stykke tid fisket rigtig meget efter de lidt større gedder, men det er ikke altid lykkes at få dem på land, fortæller Mads Davidsen. – For godt et par uger siden havde Jens Normark og jeg en tur, hvor vi satte båden i en af de lidt større søer. Der skulle dørges, og vi startede med at bomme en del fisk, så der blev rigget lidt om, hvorefter vi begyndte at få lidt flere gedder i båden – også fisk med en god størrelse. Jens fik en super fin fisk på 109 cm, og jeg selv landede to over meteren; en på 105 cm og en meget tyk dame på 104 cm. Ud over det mistede vi to, som vi slet ikke var i tvivl om var over meteren, men efter denne gode tur, begyndte en periode med lidt sværere fiskeri.
– Vi fik dog stadig fisk i hånden, men det var som om, at de store fisk ikke ville med på land. Jeg var en tur ude ved en mindre sø alene, og i denne sø har jeg tidligere fået fisk op til knap 11 kg. Her fik jeg dog kun tre fisk på en hel dag. Heldigvis var der en på cirka 95 cm, som ville have min Savage Gear Hard Pike.
– Efterfølgende havde jeg to ture uden en eneste fisk i hånden, så var lidt nervøs for, om søen jeg havde valgt, var blevet overfisket af madfiskere, da jeg har set mange af dem det sidste halve år. Alligevel valgte jeg igen at smide min båd i sammen med Danny Vitting for at give det et forsøg mere. Til at starte med skete der ikke det store, men jeg havde én enkelt, der fulgte min Deviator Swim helt ind til båden. Men – tiden gik, og endelig fangede Danny en fin fisk på cirka 80 cm. Snart efter var der dog dødt igen.
– Først hen på eftermiddagen begyndte der at ske lidt, og her var det som om, at alle gedderne vågnede op, for på to timer fik vi otte fisk mere i båden, og jeg mistede en del – inklusivt en ret stor fisk. Men skidt – vi sluttede turen med en pizza og tidligt i seng, da vi skulle afsted igen dagen efter.
– Den følgende dag skulle der fiskes fra land, og vi fik ret hurtigt fem mindre fisk. Vi skiftede derfor sø i håbet om en større fisk. Her var der dog også en del mindre fisk, men endelig fik jeg en fisk på, som virkede noget større. Desværre slap den krogen lige foran mig. Turen sluttede med en del fisk i hånden, og da vi var færdige, kørte Danny til Fyn igen, mens jeg fik pakket fiskegrejet til turen jeg skulle på dagen efter sammen med Jens Nordmark og Yana R. Ada Berntsen. Med dem skulle jeg ud og dørge på en af de store søer for at satse på de helt store gedder.
– Vi var egentlig lidt bekymrede for, om de overhoved ville bide, da temperaturen var faldet rigtig meget. Heldigvis ville de dog gerne hugge, men de var meget forsigtige. Vi fik fem fisk i båden: Det var igen kæmper, men det var en super hyggelig tur – på trods af, at der kom en del sne.

Mads Davidsen med en af sine fine gedder fra den seneste tids fiskeri.













