Glenn Franzén fangede denne gigantiske gedde på 18,78 kilo og 125 centimeter i den enorme svenske sø, Vättern, under trollingfiskeri med en Westin Jätte wobler.
Nettet var alt for småt den den kæmpe gedde, men landingen lykkedes heldigvis!30.4.2011 – NOGLE AF SVERIGES STØRSTE GEDDER fanges i den enorme sø Vättern. Det kan være en stor udfordring at lokalisere gedderne, men lykkes det at fange en af de store er det bestemt besværet værd. For få dage siden blev en af søens monstre fanget af Glenn Franzén fra Mullsjö i Sverige. Her er hans beretning om fangsten:
– Gedden jeg fangede den 25. april vejede 18,78 kilo og målte 125 centimeter, beretter Glenn. – Jeg fiskede sammen med min far og for det meste fisker vi med jerkbaits. Denne dag blev det i stedet til trolling med woblere mens vi havde planlagt at drikke en kop kaffe og få lidt mad.
– Kaffe blev det ikke til. I stedet faldt der et tungt hug på den ene stang. Jeg var hurtigt over den og gav tilslag. Wobleren – en 23 centimeter Westins Jätte i Red Hot Black – havde fisket i 3,5 meters dybde og nu sad den mellem kæberne på en stor gedde. Gedden lavede kun tre korte udløb i løbet af de 2-3 minutter kampen varede. Derefter lod hun sig presse til overfladen, hvor vi kunne beundre størrelsen på dette bæst af en gedde. Nettet var alt for småt, men det lykkedes os alligevel at få løftet gedden ind i båden.
– Efter og imens lynhurtig at have afkroget, vejet og målt gedden tog vi nogle få billeder inden den store hungedde atter kunne svømme ned i Vätterns dybe vand. Lykken var total. Jeg havde netop fanget mit livs gedde! De følgende timer kan jeg knap nok erindre – muligvis fordi jeg befandt mig i en vanvittig lykkerus, slutter Glenn.