I går fangede Ann-Brit Lyhr en af de største danske torsk, der er taget i meget lang tid:

– Vi har haft planlagt en del ture til Det Gule Rev, men de er alle blevet aflyst på grund af vejret, fortæller hun. – Til alt held blev det perfekt fejr, da en ven havde inviteret os med på en tur, her i går. Og det var ikke bare perfekt vejr – dagen bød også på et guddommeligt fiskeri. Der var absolut søblik, solen skinnede fra en skyfri himmel, det var varmt – og der var fisk allerede første gang, vi sænkede pirkene ned.

– Til at starte med fangede vi masser af mindre torsk under fem kilo, men så kom vi til et sted, hvor flere af os hang fast og knækkede vores liner. Vi spurgte skipper, om det var et vrag, men der var ikke noget vrag at se på loddet.

– Jeg fik rigget op igen, og min sidemand gav mig en sildestrimmel, som jeg satte på trekrogen af min 300 grams rørpirk, der var monteret under et pink sprutteforfang. Pludselig ”sad pirken fast” i bunden – troede jeg. Det føltes nemlig fuldstændig, som da jeg havde knækket linen før… Jeg gjorde klar til at vikle linen omkring mit ærme og trække pirken fri, da ”bunden” pludselig begyndte af følge med og bevæge sig.

– Den store torsk kæmpede tungt og trak godt til, men der var ikke tale om en vild fight. Jeg er lige blevet opereret, og må ikke løfte noget tungt, så min mand hjalp mig godt under fighten. På trods af, at jeg brugte en ret kraftig stang, fleksede den godt i bund. Pludselig kunne vi se en kæmpestor hvid plamage langt nede i det klare vand, så hvis ikke vi havde været klar over det – så blev vi det i hvert fald nu: Det var en kæmpestor fisk. Da den kom til overfladen, blev den rutineret hevet ombord med gaffen, så vi alle kunne ånde lettet op.

– Jeg har aldrig set så stor en fisk. Torsken, der havde hugget på den agnede pirk, var 134 centimeter lang og vejede 29,0 kilo. Der blev også taget to andre store torsk på 10,5 og 12 kilo – samt langer, knurhaner, makrel, kulmule samt lys og mørk sej. Alt i alt en helt fantastisk dag på vandet med båden Yellow Reef, der sejler med Rederiet Gule Rev fra Hanstholm.

 

Friluftsland

 

Ann-Brit Lyhr med sin flot5te 29 kilois torsk taget fra båden Yellow Reef

Ann-Brit Lyhr med sin flotte 29 kilo torsk taget fra båden Yellow Reef.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This