Nordnorge og området omkring blandt andet øen Hitra er kendt for det vildeste havfiskeri efter eksempelvis kæmpestore langer og helleflyndere samt andre trofæfisk i den salte afdeling. Og det er lige nu, at der er højsæson, hvor der fanges en del langer i 25-35 kilos klassen.
Forleden fangede tyskeren Daniel Baldzun på en tur med guidefirmaet hitra.com en gigantisk lange på intet mindre end 184 centimeter og hele 42 kilo, der huggede på en lille kulmule fisket på 120 meters dybde. Den officielle norske rekord fra 2012 blev fanget af Wolfgang Götz på samme sted med samme guides og var 46,7 kilo samt 182 centimeter lang. Der er taget lystfiskerfangede langer i Norge op til 190 centimeter.

184 cm var den gigantiske lange fra Hitra i Nordnorge.









