Albert Dekker har gennem de seneste år gjort sig bemærket med en lang række storfisk – især gedder. Her for nylig gjorde han det igen – og fangede en af de fisk, som alle går og drømmer om. Denne gang var det en kæmpestor gråhaj på intet mindre end 175 centimeter fanget på Oosterschelde, som er en del af vadehavet ud for Rhinens delta. Såfremt der ikke fanges større fisk i år forventes den ifølge Sportvisserij Nederland at blive godkendt som Hollandsk rekord.
Den flotte fisk blev taget på en tur i selskab med sine kammerater Robert Kneefel og Martijn Dekkers. Robert ankrede først sin båd op et sted, hvor den var mellem syv og ti meter dybt, men der blev agnen – en frisk makrel – splittet ad på nul tid af krabber. – Vi besluttede os derfor for at prøve at fiske dybere for at blive fri for krabberne – og vi endte med at fiske på 12 meter med vores agnede glidetakler. Efter blot ti minutter kørte linen ud fra mit hjul, og efter et par sekunder satte jeg cirkelkrogen i mundvigen på den store haj.
– Efter en nervepirrende fight og en del tumult ved landingen fik vi fisken i båden, hvor vi kunne måle og filme den, hvorefter den efter et par hurtige billeder blev sluppet fri. Den svømmede straks tilbage i dybet, hvilket straks blev efterfulgt af high fives og mandekrammere plus et øjebliks refleksion. Jeg gerne takke mine venner for uden dem, var det aldrig lykkedes mig at fange denne fantastiske fisk, slutter han og tilføjer at fisken nok har vejet i omegnen af de 30 kilo.
Den tidligere hollandske rekord for gråhaj er på 169,5 cm og blev fanget af Peter Bogaard i 2020. Den danske rekord på gråhaj er 7,6 kilo, og fisken er taget af Michael Rasmussen ved Bovbjerg.