Albert Dekker fra Holland har på det seneste haft et virkelig godt geddefiskeri fra sin flydering – hvor han tidligere på sæsonen fik en gigantisk 136 cm gedde. Men – som i Danmark stiger temperaturerne hurtigt, og det varer ikke længe inden gedderne går på leg, så det er sidste udkald – også i Holland.
– Da jeg var ude for nylig var der masser af byttefisk, hvilket plejer at været et godt tegn på, at der også er store gedder i nærheden, fortæller han. – Da jeg kom over en stor stime brasen, kunne jeg se noget, der mindede om en træstamme på bunden… Og det mindede mig om præcis det samme scenarie, da jeg fangede min 136 cm gedde. Da jeg fik zoomet ind på den med ekkoloddet, var det tydelig at se, at de var en kæmpestor gedde. Lynhurtigt fik jeg præsenteret min Monster Slug Pelagic Shad, og hun tøvede ikke et sekund med at stige til softbaitet og brutalt indhalere det.
– Efter en god fight på min 50 grams stang fra Savage Gear, kom hun til overfladen, så jeg kunne få nettet under hende. Men – netop, som jeg skulle til at tage nettet og løfte kæmpegedden med to hænder, sprang den ud af nettet. Mit hjerte var lige ved at hoppe ud af halsen på mig, men heldigvis sad krogen så godt, at krogholdet holdt.
– Kort efter var hun i nettet igen, og blev hurtigt løftet helt op i båden, hvor hun blev målt til 131 cm. Storgedden, der sandsynligvis har været over 20 kilo, blev hurtigt genudsat, slutter han.
Husk at gedderne i Danmark er fredet fra 15 marts til 30 april.