Steffen Nielsen med sin fluefangede kæmpe på 121 centimeter. Fisken blev ikke vejet for at skåne den ved genudsætningen, men anslås at veje op mod 15 kilo!

1.2.11 – IGEN I ÅR byder Gudenåen på gedder i en absolut imponerende størrelsesorden. Steffen Nielsen fra Bjerringbro var sammen med tre kammerater ved åen den 29. januar hvor han for andet år i træk kunne lande en gedde på over 120 centimeter!

– Efter tre timers fiskeri uden megen aktion kom vi til et spot med dybt og stille vand helt inde under land, lige et sted for de store gedder, og der skulle heller ikke gå længe før det første hug faldt, fortæller Steffen. – I mit første kast fik jeg et længe ventet hug, og stangen blev suget ned mod overfladen. Jeg var med det samme klar over at der var tale om en stor fisk, men inden jeg nåede at tænke mig om slap fisken fluen. Efter et par beskidte gloser landede min flue atter ude i åen, og som en eksakt kopi af mit foregående kast, blev stangen i et massivt hug næsten revet ud af hænderne på mig. Jeg var igen straks klar over at der var tale om en stor fisk, og efter ti minutters tovtrækkeri kunne min kammerat med stor sikkerhed lande den massive fisk som målte hele 121 cm, slutter Steffen. Det er andet i år træk Steffen lander en gedde på over 120 centimeter fra Gudenåen på fluegrej!

Dagen fortsatte med rigtig god aktivitet, og kammeraten, Mads Lærke, landende små 25 minutter senere endnu en kæmpe gedde på 115 centimeter. Læs hele historien om det vilde fluefiskeri efter kæmpegedderne i Gudenåen, der bliver bragt næste udgave af Fisk & Fri, nummer 2 (marts).

Fisken deltager i konkurrencen Fly Only samt Rekordfisken hvor hovedpræmien er en drømmerejse til et fiskeparadis på kloden!

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This