Den 1. maj var Lars Laursen til den traditionelle geddepremiere med sin faste 1.maj makker Stef på en midtsjællandsk sø. Sidste år i 2019 var det Stef der vandt på flest gedder men mindre fisk: 5-2, men Lars fik de største på 9,2 kg og 4,5 kg.
Da det er “først til mølle”-princippet om at få en båd på søen, var de to fiskere stået tidligt op for at sikre sig en båd, så fiskeriet gik i gang nærmest i tusmørke lidt før kl. 05:00. Lars skulle prøve en ny stang, der kunne klare en Savege Gear Line-Thru Trout på næsten 100 gram. Netop denne livlige og naturtro gummiørred var den rette medicin til den største gedde i 2019.
I det dunkle lys skulle der ca. 10 kast til på det samme spot på søen, hvor den 9,2 kg. gedde havde hugget 366 dage tidligere. Først gav det et lille stød i stangen, og så bare vente et sekund, til der var vægt bag – og så modhug. Fisken var kroget, og den var tung. Først troede Lars, at det var en fisk på 4-5 kg, men fisken gik dybt i det lidt uklare vand og dårlige lys. Efter nogle udløb under båden, kom fisken til overfladen. – OK – det var nok en i 6-7 kg. Klassen, tænkte han Krogen sad desværre ikke yderligt, så fisken måtte en tur op i båden til afkrogning og vejning. Da Lars skulle håndlande fisken, kunne han næsten ikke nå om fisken ved hovedet, men til sidst lykkedes at få fisken i båden. Den føltes større end først antaget. Vægten stoppede ved præcis 9,2 kg.
– Er det bare ikke lidt vildt, siger Lars: – Den samme gedde, der er fanget på den samme dato, den samme sø, det samme spot, den samme agn, det samme hjul, den samme makker, den samme fisker? Når man sammenligner billederne med 366 dages forskel, så viser tegninger på gedden, at det er den samme fisk. Dejligt at få vished om, at genudsætning af gedder ofte er lig med at de overlever og hugger igen, hvis man gør det på den rigtige måde. Dagen sluttede 5-3 til Lars. – Stef fiskede med flue, så det var nok derfor, at jeg vandt, griner Lars.