– Her i går skulle batterierne lades op mellem 2 døgnvagter og hvordan er den bedste måde? En tur ud i den friske luft og på vandet selvfølgelig. Sådan fortæller Jesper Klinge.
– Båden blev pakket, og jeg var på vandet omkring kl.11.00, hvor vejret var meget mildt og der var ikke en vind, som rørte sig. Jeg besluttede mig for at vertikalfiske, da forholdene var perfekte til det. Efter et par timer, hvor ingen fisk ville lege med, blev der gjort et par stænger klar, fordi jeg ville dørge lidt.
– Hurtigt fik jeg et hug, hvor en midt 60´er kom op og vende samt hurtigt tilbage. Pludselig sagde det SMOK i en af stængerne, og paravanen rykkede for vildt. Da jeg fik fat i stangen, vidste jeg med det samme, at det var en stor fisk. Gedden søgte mod bunden flere gange og trak line nogle gange. To gange havde jeg hende i overfladen, men hun var bestemt ikke klar til en tur i nettet.
– Til sidst gav hun op og gled stille og roligt i nettet, så jeg kunne slappe lidt af igen. På det tidspunkt hun lå i nettet kunne jeg godt se, at det var endnu en 10 plusser i båden. Jeg fik målt og vejet hende til 116 cm og 11,88 kg samt forsøgt at få taget et billede eller to. Jeg har dog aldrig rigtig lært at få taget ordentlige billeder, men det blev hvad det blev. Herefter ville jeg så tage en video, hvor jeg satte hende fri igen, og jeg troede det var lykkes, indtil jeg opdagede, at jeg ikke havde fået tændt videoen, arghhh… Fisken huggede på en 20 cm Rapala Peto i farven olive green.
– Det blev samlet til syv fisk, 4 i 60´erne, en på 87, en på 92 og så den smukke 116cm madamme. En dag på vandet, er altid en god dag.