– Forleden spurgte min kammerat, om vi skulle ud at fiske, og jeg var selvfølgelig klar med det samme, fortæller Mads Davidsen. – Vi skulle ud og stå på en sandbanke midt i søen, og man kan kun komme derud ved at gå på en smal sti på søbunden, så det kræver, at man kender søen godt, men det gør jeg heldigvis, da det er min barndoms fiskesø, hvor jeg har fisket i cirka 20 år.
– Vi kommer ud og får sat grejet på vores medbragte stol, så det ikke skal ligge i vandet. Herefter får vi rigget grejet til, og vi fisker på de mest hardcore skrænter i hele søen. Allerede i første kast får jeg en gedde, og så er vi ligesom i gang. Herfra går det ellers lidt langsomt med fiskeriet, men vi får da en gang i mellem en fisk. Desværre har søen været fisket stort set helt tom af madfiskere, men den er heldigvis er begyndt at komme sig godt igen.
– Af samme årsag forventede vi ikke at fange gedder over 90 cm, men jeg fik en god tung fisk på – og til vores store overraskelse var det en meter fisk, så nu var dagen reddet. Vi skød et par billeder af den og fik den sat ud igen. Da der også er mange mindre aborrer i søen, fiskede jeg også en del efter dem. Vi har dog kun fanget små aborrer der i de sidste mange år på maksimalt 30 cm, men igen blev jeg meget overrasket, da en god tung aborre huggede. Den var hele 44 cm og en super flot fisk.
– Hen på eftermiddagen begyndte fiskeriet at tage fart. Desværre skulle min kammerat hjem ved 15 tiden. Da jeg sluttede dagen, var jeg kommet op på 17 gedder plus et par stykker min kammerat fangede tidligere samt 21 aborrer. Så det var alt i alt en super fed dag med mange flotte fisk.

Mads med sin flotte meter gedde fra turen til barndommens sø.