Juniorerne Kenni Henriksen og hans kammerat Bertil Juul Jørgensen har været et smut Gudenåen efter gedder.
– Efter skole tog vi ned til Gudenåen, fortæller Kenni Henriksen fra Randers. – Der var lidt regn i luften og vi prøvede nogle pladser vi havde været ved før.
Efter en times tid gik vi hen til en ny plads, som vi ikke havde prøvet før. Bertil lånte mig en Soft-4play og jeg kastede den ud. Efter cirka fire kast snakkede vi om at tage hjem, da jeg ikke helt havde nok tøj på. På et spinstop huggede gedden og stangen bøjede helt sammen. Efter en fight på omkring 5 min. håndlandede Bertil den, men desværre kunne den ikke genudsættes, da den praktisk talt havde slugt agnen. Vi aflivede den 6,8 kilo tunge gedde med et par slag i hovedet, og derefter gik turen hjemad i højt humør, da det var min nye PR, slutter Kenni.