Gåden om den ”løse line” og ”Furesørullen”

De fleste søfiskere kender til eller har hørt om fiskeri med ”løsline”, men hvordan denne effektive fiskemetode, som efterhånden er gået noget i glemmebogen, er opstået, står noget dunkelt. Dog hersker der ingen tvivl om, at metoden er udviklet af lystfiskere på Furesøen omkring år 1900, men af hvem og hvornår, hører til gætterier – som du får her.

AF PER EKSTRØM

SELVE METODEN til løslinefiskeriet har jeg fundet beskrevet første gang i Salomonsens Konversationsleksikon fra 1923, hvor der under lystfiskeri står et lille afsnit: ”Fiskeri med løs Line synes at være en spc. dansk Form for Søfiskeri efter Gedder og (navnlig) Aborrer. Det egner sig særlig for større Søer med Banker og klart Vand og finder stor Anvendelse i Furesø, hvor det skal have sin Oprindelse. Fiskeriet drives fra en ved Banken forankret Baad. Redskabet bestaar af en olieret Silkeline uden Flaad og af en alm. Aborrekrog med Gut-(Gimp-)forfang. Agnen er levende Fisk, bedst Løje, i Mangel heraf smaa Skaller ell. Aborrer, der medføres i en Spand ell. i en i Baaden indbygget Damtragt. Krogen stikkes gennem Agnfiskens Læber og kastes langt ud fra Baaden. Stang bruges ikke, men fiskes der større Gedder, er Kætsjer nødvendig ved Optagning af Fangsten. Een Mand kan passe 3—4 løse Liner.”

 

 

”Stang bruges ikke”, står der. Lidt specielt, da de fleste både, før og nu, forbinder lystfiskeri med en fiskestang. Ved ”løs line” fiskeri fighter man fisken alene med linen i hånden. Gennem linen har man den direkte kontakt med fisken og de bevægelser, som stangen normalt afbøder. Det er en direkte fight mellem fisk og fisker.

I beskrivelsen mangler dog omtale af den lille ”svippestang” man brugte, når agnen blev kastet ud. En lille bambusstang med en længde på en meters penge med en lille V-formet gaffel i enden, så man kunne ”svippe” agnfisken ud fra båden.

 

 

Medaljefisk på løsline

Lidt utraditionelt at det er beskrevet i et leksikon og ikke i Lystfiskeri-Tidende. Måske af den simple årsag, at alle LF´ere kendte til metoden, og som det fremgår af leksikonet, er metoden ganske enkel. Derimod er fiskeri med blink eller ”dyppe” fiskeri beskrevet indgående med adskillige artikler, hvor såkaldte ”eksperter” under synonymer, som for eksempel ”Dyppelæren”, udbreder kendskabet til, hvordan man ”dypper”.  I LF-regi er det først i 1910, at fiskemetoden ”løs line” fremgår i anmeldelser til medaljefisk. I tidligere artikler i Lystfiskeri-Tidende er ”løs line” nævnt, men ikke nærmere beskrevet. Fangstmetoden ”snøre” eller ”stangsnøre” optræder meget tidligere, men begrebet ”snøre” er formodentlig det samme som  ”løs line”. I 1905 nævnes ”løs line” første gang i forbindelse med en beretning om fangst af en gedde på 21 pund. Mellem medaljefiskene er fangstmetoden nævnt som ”aborresnøre”, der absolut ikke er en metode, som siden er blevet omtalt. Gedden vidste sikkert ikke, at agnfisken var henvendt til en aborre. Så ”snøre” er som nævnt nok en tidlig benævnelse for ”løs line”.

Mogens Espersen nævner i sin bog fra 1996 ”Så Stor”, at biologen Arthur Feddersen beskriver fiskeriet med ”løse liner” i sin bog ”Færskvandsfiskeriet” i 1873. Det er rigtigt, at der er en tegning af et vindsel, der har stor lighed med de vindsler, som efterfølgende er blevet kaldt ”Furesø-ruller”, men selve metoden fiskeri med ”løse liner”, der efterfølgende bedrives på Furesøen, er ikke beskrevet. Da lystfiskeriet på Furesøen ikke var voldsomt udbredt i 1873 og fiskeri med ”løs line” for eksempel ikke er beskrevet i Victor Hansens Lystfiskeri fra 1893, må man nok konkludere, at fiskeri med ”løs line” ikke kan dateres helt tilbage til 1873, men højst sandsynligt først er udviklet senere.

Leksikonets beskrivelse er jo ganske kort fortalt, hvad fiskeriet går ud på, og jeg kan rolig sige, at metoden har været udbredt og givet rigtig mange store fisk. Både aborrer og gedder, og da sandarten havde sin storhedstid i 1980érne også store sandarter.

Løslinefiskeri – en nem og fiks metode

Den første egentlige lystfiskerbog på dansk fra 1926 hedder sjovt nok ”Sportsfiskeri”. Den er skrevet af Carl Theodor Wegener, som i høj grad fiskede med flue og betragtede fiskeri som en sport. I hans bog omtales løslinefiskeri som ”nem og fiks”, mens Paul Wellendorf i sin bog fra 1934 ”Alt om Geddefiskeri” blot beskriver metoden uden at kommentere, hvad hans mening og erfaring er. Formodentlig fordi Wellendorf stammede fra det jyske og ikke havde nogen erfaring med løslinefiskeriet. Ludvig Svendsen beskriver metoden i de fleste af sine bøger. I Lystfiskerhåndbogen fra 1943 er det den kendte LFér Søren Kr. Nielsen, bedre kendt som ”Skolemesteren”, der tager metoden under grundig behandling. Helt frem til 1987 er metoden nævnt i Politikens Lystfiskerbog, men man må nok konstatere, at metoden nu kun udøves i praksis af ganske få feinschmeckere, der har fået metoden ind med modermælken via ældre lystfiskere. I takt med, at lystfiskere af den gamle skole falder fra, forsvinder de gamle fiskemetoder ofte.  Nogle af de sidste, jeg kendte, som udøvede metoden var Ole Christian Petersen og Christian Engelsen. Sidstnævnte var en eminent med løs line og fangede mange og store fisk på metoden.

 

 

Løslinefiskeri med ”Furesø-rullen”

Det forekommer i dag helt naturligt at benævne det runde linevindsel som en ”Furesørulle”. Men hvordan opstod navnet? Der findes flere artikler i diverse fiskeblade fra 60´erne og 70´erne, hvor ”Furesørullen” omtales som et vindsel. Her skal vi igen have fat i Mogens Espersen. I sin bog ”Fisk og Fiskere” fra 1986 omtaler han drejermester Jørgensen fra Frederiksberggade, der i Furesøkredse var kendt som ”Rokkedrejeren”. Mogens Espersen formodede han var fadder til rullen, i sin egenskab af kunstdrejer. Jørgensen havde det håndværksmæssige snilde til at fremstille rullerne, men da han oprindelig var gammel styrmand og sejlede på de 7 have i 1873, hvor Arthur Feddersen skrev bogen, kan det af gode grunde næppe være ham. Mogens Espersen skriver: ”Selv om de næppe har mere end trekvart århundrede på aksel fortaber ”Furesø-rullernes” historie sig i det dunkle”.

Her nævnes for første gang navnet ”Furesørulle”. Samme år nævner han i LF´s 100 års jubilæumsskrift begrebet ”Furesø-ruller” og umiddelbart er der ingen der stiller spørgsmål ved begrebet. Lige så stille har alle taget ordet til sig, og det er faldet naturligt ind i ordforrådet. Det har dog ikke fundet nåde hos Dansk Sprognævn endnu, men de fleste lystfiskere ved, hvad en ”Furesørulle” er. Personligt synes jeg navnet er genialt. Mogens Espersen nævnte aldrig noget om at han havde kreeret et nyt ord, men måske han har grinet lidt i skægget, da han opfandt ordet. Nu sidder han sikkert i sin ”fiskehimmel” og gnægger: ”Det var I længe om at finde ud af!”

Bortset fra det, så havde den svenske grejproducent Leidesdorff allerede i sit katalog fra 1887 en ”Furesø-rulle” i sit sortiment. Her hed det en ”Slantspö Rulle” og den kostede 1 kroner og 25 øre. Ikke helt billigt set i relation til datidens købekraft. Samme pris kunne man erhverve den til hos Jagt- og Fiskerimagasinet i 1933.  

Gennem tiden blev ”Furesørullen” udviklet. Man kunne ganske vist klare sig med et fladt vindsel, men når fisken huggede og tog udløb, var det vigtigt, den ikke mærkede for stor modstand. Et fladt vindsel havde en 180 graders vinkel, mens man ved et rundt vindsel med fire pinde til at holde sammen på vindslet kom ned på 90 grader. Ole Chr. Petersen fik produceret nogle, hvor der var fem pinde, hvilket gav en vinkel på 72 grader. På nogle af vores stationer hænger ruller, der er drejet i et stykke og er helt runde som spolen på et fastspolehjul. Det er det optimale. ”Furesørullen” var ikke et redskab, der var stor produktion af. Antallet af kunder var begrænset, da det primært var sjællandske søfiskere som benyttede metoden og fortrinsvis på de dybe søer. Men så er det godt, opfindsomheden var stor. Der blev sat små tandhjul i rullerne med en fjeder, der fungerede som en knarre. Nogle endda med forskellig lyd, så man kunne høre hvilken rulle der var fisk på.  

 

 

Var løslinefiskeri effektivt?

Hvis man kigger på de anmeldte fangster gennem rigtig mange år, må svaret være et rungende JA! Holger Ove Gjerløff´s gedde på 14,5 kg fra 1950 blev fanget på løs line og det var ikke den eneste store gedde Gjerløff nappede på den metode. Det blev gennem tiden til yderligere to gedder fra Furesøen på 10 kg eller derover.

Furesøkoryfæer som ”Skolemesteren”, vores mangeårige overinspektør Einar Jensen og selv avislegenden storfiskeren Børge Munk Jensen benyttede metoden og fangede vægtige gedder.  En stor gedde der også blev fanget på løs line, men som måske ikke nævnes så ofte, er den gedde på 13,65 kg vores daværende overinspektør Knud Birch fangede d. 24. juni 1945. Fighten blev vist i biografernes ugerevy, da Knud Birch, i sin egenskab af direktør for Columbia Film, i Danmark efterfølgende fik optaget film med speak af selveste Gunnar ”Nu” Hansen. Filmen er dramatisk, da gedden nettes, men man kan godt se, at det var flere timer siden, der var liv i den gedde. Klippet har endda været anvendt i den populære Tv-quiz ”Hvornår var det nu, det var”. Så en masse danskere har set klippet uden at vide, at fiskemetoden var løsline. Men gedden var imponerende og på det tidspunkt den hidtil største gedde fanget af et LF-medlem.