Den sidste uge har budt på mange flotte kystørred, og en af de smukkeste stod fynske Emil Riis uden tvivl for:

– Hugget kom en formiddag, hvor det var overskyet med regnbyger, og solen blot kiggede frem i glimt, beretter han. – Jeg havde en aftale med min trofaste fiskemakker, og vi skulle en tur ud på den fynske kyst.

– Vi valgte en plads på Østfyn, som plejer at være god her i de tidlige forårsmåneder, og da vi kom frem, så forholdene rigtig fornuftige ud. Der var bølger, og vandet var ikke helt klart, så vi tænkte, at det var bedst med nogle farvede agn, som fiskene kunne se.

– Jeg valgte derfor en grøn Snurrebasse no1. Da vi havde fisket  strækket af et par timer, overvejede vi at skifte plads. Men vi skulle selvfølgelig lige fiske revet af, og det gav gevinst.

– Først fik min kammerat en lige under målet. Kort tid efter mærkede jeg et forsigtigt hug efter et spinstop, som jeg i et splitsekund troede var bunden, da det var så tungt og forsigtigt. Jeg blev dog hurtigt klogere. Denne fisk måtte være en ny PR. Jeg havde en fantastisk vild fight, med masser af udløb, som varede omkring 10 minutter. Jeg kunne mærke en blanding af nervøsitet og andrenalinen, der pumpede rundt i kroppen. Det var en virkelig fantastisk følelse, som jeg aldrig glemmer.

Da vi fik nettet fisken, stod det klart, at jeg havde fanget min første smukke overspringer, som var 71 cm og 3,7 kg. En virkelig flot fisk.

Hvidovres Sport Marts 2021

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This