Vejrguderne holdt hånden over Lystfiskeriforeningen og sikrede en perfekt afvikling af Furesøkonkurrencen, der i lørdags blev afholdt for 111. gang siden 1919.
Gedderne, der ellers har domineret med masser af kapitale eksemplarer siden 1. maj var gået i flyverskjul. I stedet tog sandarterne over. Største fisk blev nemlig en sandart på 6,45 kilo fanget af Henrik Bahrenscheer, som derved vandt den samlede konkurrence. Største indvejede gedde var på 6 kilo.
Siden sandartfredningen blev ophævet d. 1. juni er der fanget flere flotte sandarter på søen. Hidtil største er på 8,1 kilo. Sandarterne er svære. Man vælter sig ikke ligefrem i dem, men der er flotte eksemplarer imellem og de kan godt fanges midt på dagen. Det beviste Henrik Bahrenscheer til fulde, da vinderfisken huggede kort før konkurrenceafslutningen kl. 12.