Brian fortæller, at et par turister så noget forbavsede ud, da han vadede op på stranden med den store, sprællende pighvar på 3,198 kilo i hånden. Og det er der vist ikke noget at sige til!08-05-2012 – BRIAN KRISTENSEN fra Juelsminde havde helt ekstraordinært fået fri onsdag den 2. maj. Det var diverse fangstrapporter om de første "rovplader", der lokkede, fortæller Brian. Et bundrig med halv tobis blev foretrukket, hvilket hurtigt gav tre fine skrubber, som fik friheden igen.
– Fiskeren ved siden af mig fik i denne periode en rigtig fin pighvar på cirka 45 centimeter, hvilket var med til at holde gejsten og modet oppe. Vandet var begyndt at falde hurtigt, da jeg mærkede et lille hidsigt nap. Gav løs line og strammede herefter forsigtigt linen op. Jeg løftede stangen til modhug, og kunne straks mærke modstand. Det føltes klart tungere end de skrubber jeg havde fanget hidtil. Den fulgte uden problemer med ind. Først 7-8 meter fra land fik jeg syn for sagen. En kæmpe fladfisk kom til syne i det let grumsede vand, fortæller Brian der måtte trækket fisken op af sandet med hænderne, da den gravede sig ned.
Fisken blev målt til 56 centimeter med en vægt på 3,198 kilo – og dermed ny personlig rekord til Brian Kristensen.