Umiddelbart inden sommerferien fik man i Folketinget afsluttet fiskeriforhandlingerne, hvor det blandt andet blev vedtaget, at iværksætte et af lystfiskerne længe ønsket forbud mod erhvervsfiskeri i ferskvand samt et omsætningsforbud på de vigtigste sportsfiskearter – laks, ørred, gedde, aborre og sandart.
Der er nu gået et stykke tid, og mange venter med stor spænding på, hvad der nu kommer til at ske. Hvornår træder det i kraft, og hvordan skal det i praksis implementeres?
I forbindelse med Folkemødet for en ren Arresø fik vi en kort snak med Martin Lidegaard fra Radikale Venstre, som har været en af de politiske drivkræfter bag netop forbuddet imod garn i ferskvand og omsætningsforbuddet på sportsfisk. – Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri – Jacob Jensen har lovet at der vil blive følge op på sagen her til efteråret, siger han. – Jeg forventer, at sagen kører videre med Folketingets åbning den første tirsdag i oktober. Aftalen er, at det kan træde i kraft til nytår, så jeg forventer at dette kommer til at ske som planlagt.










