– Da der forleden var nogle af dage med sol og svag vind, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte give fiskeriet efter den lille laksefiske – helten – et skud, fortæller Mark Hemmingsen. – Efter flere målrettede fisketure rundt om i Jylland i 2020 og 2021, fangede jeg en hel del helt på et spot omkring 1. maj sidste år, og selvfølgelig havde jeg noteret flere oplysninger om fiskeriet, vejret, m.v. Mine erfaringer fra sidste år, indikerer at solrigt, varmt og vindstille vejr fungerer bedst, samt at lav vandstand at foretrække.
Fiskeriet foregår med et let setup fisket med en feederstang. Endetacklet består at et hjemmelevet paternostertakel med 2 stk. kamasan kroge i str. 10 og lille lod på mellem 10 – 30 gram. Krogene agnes op med orm.
Denne aften ankom jeg ved 18 tiden, og fiskede et par timer frem i den herlige aftensol. Første kast blev hurtigt besvaret med et par hurtige hug, og jeg var ikke i tvivl om, at der denne aften var helt på fiskepladsen. Jeg missede i løbet af den første halve time masser af forsigtige hug, men endelig fik jeg sat krogen i en fast fisk, og en fin helt på 45 cm kunne efter en fin fight glide ind over nettet. Et par hurtige billeder senere, kunne jeg med begejstring betragte den flotte helt tilbage i sit rette element. Fiskeriet blev herefter ekstremt svært, dvs. meget forsigtige nap og langt imellem huggene. Efter nogle timers fiskeri kunne jeg gøre status med fangst af 4 helt, med det største eksemplar på 46 cm.