– Efter ungerne var blevet afleveret i skolen, kunne der blive tid til en tur til åen, fortæller Stefan Kristensen. – Det var lakse vejr. Forårs solen varmede allerede klokken 08.30 – og der var vindstille samt blå himmel. Dette måtte bare gi´ laks, og efter blot to timers fiskeri kom hugget midt ude i åen. Jeg var ikke i tvivl, da jeg gav modhug: Det var en god laks. Fisken var tosset og tog nogle lange udløb. Det var super fedt, da der var dybt i åen foran mig med klart vand. Jeg kunne derfor se solen skinne ned gennem vandet og iagttage den blanke laks, som kæmpede nede i dybet.
– Da den var kørt godt træt efter 10-15 minutter, kunne jeg nette den sikkert og løbe 10 meter op på marken – efterfulgt af et gigantisk sejrsbrøl. Laksen blev fanget på reje, og var 9 kilo samt 97 centimeter, slutter han.
Savner du inspiration og ny viden til dit åfiskeri, så tjek vores store artikelarkiv, hvor vi har en hel sektion dedikeret primært til artikler om åfiskeri efter laks og ørred.