Foråret er godt på vej, og rundt omkring i landet har mange karpefiskere årets første tur lige nu. En af dem, der har været afsted er Nick Yndal:
– Efter arbejde stod den på årets anden karpetur, beretter Nick Yndal. – Jeg ankom ved søen omkring en halv syv tiden, og før jeg havde fået kørt mit grej ned på pladsen var det blevet mørkt. Jeg riggede mine to stænger til og fandt mine to Delkim bidemeldere frem, men pludselig opdagede jeg, at den ene havde ligget tændt og var død for strøm, så jeg blev nød til at fiske med blot én stang natten over. På taklet havde jeg en DT Bait coldwater Green Beast Dumbell samt en PVA bag på et slip D-rig – og den fiskede på modsatte bred lige på kanten af en busk, der ragede ud over vandet. Uden de helt store forhåbninger for natten gik jeg tidligt i seng. Næste formiddag skreg min bidmelder, og efter en lang og tung fight kunne jeg lande årets første karpe taget på målrettet fiskeri, der slog min 12år gamle PR. Det var en flot spejlkarpe på 13,55 kg. Turen bød desværre ikke på flere fisk, men sikke en sæson start.