På lørdag fra klokken 10-18 kan du møde Sorø Lystfiskerforening til festivallen Food on Fire. Foreningen, der har rigtig meget attraktivt fiskeri på de midtsjællandske søer, blev stiftet i 1931. Siden dengang har medlemmerne nydt fiskeriet og naturen ved de tre lokale søer:  Sorø Sø, Pedersborg Sø samt Tuelsø, og foreningen råder også over flere udlånsbåde ved søerne, som flittigt benyttes. Der er et sundt og hyggeligt foreningsliv i og omkring SLF-klubhuset, som ligger super lækkert ved bredden af Sorø Sø, hvor der bl.a. afholdes foredrag, fællesspisning og fiskekonkurrencer.

– Medlemmerne er meget engageret i naturen i og omkring søerne – og her arrangeres bl.a. årlige oprydningsdage rundt om søerne samt udsætning af åleyngel i Sorø- og Pedersborg sø, fortæller Peder Lichtenberg. – Desuden har vi en sund og aktiv juniorafdeling, hvor vi under aktiviteterne fokuserer på sammenhold, naturviden og rummelighed.

– Hos Sorø Lystfiskerforening er vi også stolte af at kunne annoncere, at foreningen pr. 1 april 2025 har forpagtet erhvervsfiskeriet på Tuelsø, hvilket selvfølgelig vil sige, at der fra denne dato ikke længere kommer til at foregå erhvervsfiskeri her. Det er en kæmpe sejr for naturen, så nu kan SLF fokusere på at forbedre vilkårene for søens fisk og dyreliv. Dette er afslutningen på vores målsatte ”3 trins raket”, så nu er der ikke erhvervsfiskeri på nogle af Sorø Søerne.

– Vil du vide mere om foreningen, så slå et smut forbi vores stand ved Food on Fire, hvor du kan få en snak omkring vores arbejde og fiskeriet i de lokale søer. Her kan du også prøve at kæmpe med en stærk fisk på vores ”fightmaskine”- hvis du ellers tør?  Vi byder gerne på en gratis kop kaffe, og ved standen vil der samtidigt være mulighed for at købe lodder til vores lotteri, hvor man kan vinde fine præmier eller få stillet sukkertrangen med en af vores ”SLF cupcakes”. Hele overskuddet fra salg af lodder og kager går ubeskåret til vandplejen omkring Tuelsø.

– Vil I også forsøge at fange en fisk i Sorø Sø, så har vi hjælpere fra foreningen klar på Parnasbroen med fiskegrej. Dette tilbud er primært forbeholdt de unge – men voksne kan, måske – hvis ikke der er trængsel på broen, få lov til at prøve en enkelt gang. Sorø Lystfiskerforening ser frem til at møde jer ved Food On Fire.

Læs mere om Sorø Lystfiskerforening her.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

 

Mød Sorø Lystfiskerforening til eventet Food on Fire

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This