Anders Toft Jensen med sin fødselsdagshavørred, en hunfisk på 81 centimeter med en vægt 7,3 kilo, taget på en Wonderfly variant.TIRSDAG DEN 17. JULI tog Anders Toft Jensen fra Ålborg en aftentur til Lindenborg Å – for ligesom at gøre sin 43-års dag lidt bedre. Indtil den dag var det kun blevet til en enkelt havørred over målet i den kendte nordjyske å denne sæson.
Forholdene var i orden – det var meldinger om gode fangster. Første blev der fisket med letdressede fluer, hvilket ret hurtigt gav en kontakt. Derefter døde det ud – og som Anders beretter var motivationen ved at rinde lidt ud. Efter en pause – med en melding fra makkeren John over telefonen som havde knaldet fire havørreder – var meldingen at der skulle fiskes dybt. Men Anders havde kun en flydende klasse 9# line med sig. Og hvad gør man så?
– Bundfluen blev en tung dobbelkroget Godnatflue og ophængeren en Wonderfly Variant. Selve grundmønsteret blev lavet af Finn Zacho som han har taget mange fisk på. 10 minutter senere var jeg nået ned til det relativ lavvandede område ovenfor det første dybe sving. For at fiske dybt havde jeg forlænget kastene. Og samtidig med, at fluerne ramte vandoverfladen gik jeg med strømmen en meters penge nedad. Linen begyndte at svinge ud mod midten af åen. Stangspidsen blev blot vippet lidt op og ned. Så med et tog fanden ved det hele! Stangen blev hugget godt i bund, fortæller Anders og fortsætter.
– Dybe rusk indikerede, at en god fisk var på. Få sekunder senere kom et kæmpe plask i overfladen – efterfulgt af et sej udløb nedstrøms. Nå tænkte jeg. Det er sgu nok en femkilos. Jeg gik med et nyt hjul fra A. Jensen grej lavet til big-game og laks. Størrelse og vægten passede perfekt til min lette tohånds fluestang. Bremsen var sat så tilpas stram, at fisken kunne trække line af hjulet uden hverken for megen eller for lidt modstand. Så gik det ellers nedad åen hvor fisken sprang tre gange ud af vandet og rystede kroppen. Flere vilde udløb hvor hjulet hvinede, beretter en rystende Anders.
– Hvordan skulle jeg få den fisk i mit lille fangstnet? Da fandt jeg en plads, hvor jeg viste, at der var lavt med grusbund. Fisken var begyndt at vise tegn på træthed. Den gik ude midt i åen med rygfinnen og noget af ryggen over vandet og kæntrede indimellem i strømmen. Nu skulle det være. Jeg gled ned i åen og stod i vand til livet. Fisken trak jeg ind mod land. Så gik den amok og rendte lige ind mod mig. Det udviklede sig hurtig til en veritabel brydekamp. Plaskeri med mig fægtende rundt med flustangen og en hysterisk ørred i en armlængde fra mig.
– Fisken var kommet mellem mig og åbrinken. Jeg smed stangen og trykkede den endnu vilde og stærke fisk ind mod åbredden med vægten af min krop. Hovedet på fisken holdt jeg oven vande ved at tage fat i forfanget med den ene hånd. Guderne må vide hvordan. Men tilslut fik jeg en hånd i gællerne og smed fisken på land,fortæller Anders.
Den flotte havørred målte 81 centimeter og vejede 7,3 kilo. En ekstra fødselsdagsgave
Men ikke nok med det. Anders kommer også med fluemønsteret her til dem, der skulle blive fristet af det.
Wonderfly variant
Egen variant fra 2011 over mønsteret Wonderfly fra Finn Zacho
Krrog: Fx Partridge Salar str. 5-9, Partridge Wilson eller TMC salmon
Tråd: Sort Benecchi 12/0
Hale: Rødt Glo Bug garn
Krop: Tredelt krop med start bagerst af fx fluorescent gul (eller almindelig citrongul) chenille, medium og sort chenille
Rib: En streng medium oval Lagartun sølv- og guldtinsel snoet hårdt sammen til en streng
Falsk hackle: Silvertippet egernhalehår
Vinge: Enten brun eller sort egernhalehår i to bundter med bronze Angel Hair mellem bundterne
Sides: Opdrættet Jungle cock
Hoved: Rød lak