Rasmus Hansen havde i 2010 endnu en skøn laksesæson i det norske. Her får du en beretning, der bl.a. giver et indblik i, hvordan laksen skal fightes i høj vandstand. Oddsene er i mange tilfælde på laksens side, men et par enkle effektive tricks kan gøre forskellen på et tømt hjul eller en storlaks på land.
Af Rasmus Hansen
Panik! En stor laks har taget fluen og er på vej nedover elven. Det er nu løslinetricket skal anvendes indenfor et splitsekund hvis ikke hjulet skal tømmes, forfanget knækkes, krogen rettes ud eller laksen mistes. Når laksen stopper og vender anvendes »walking the dog« teknikken for at få den op i poolen igen.
JEG VÅGNER med et spjæt ved lyden af et øredøvende tordenbrag i den lille campingvogn, der er mit midlertidige hjem ved en norsk lakseelv. Kort efter kommer regnen, og det er ikke bare en lille byge. Det er tordenbyger, som plasker ned i stride strømme efter en lang periode med hedebølge, sommervarme og ekstrem lav vandstand.
Teorierne er blevet mere og mere avancerede de sidste dage. Det er typisk, når fiskeriet er mest trægt, at der diskuteres fluemønstre, fluestørrelser, linedensiteter, affiskningshastighed, mængden af fisk i mundingen der ikke vil gå op i elven, vandtemperaturens indflydelse, solens stilling, månefasen, tidevandets påvirkning osv. Er der en der har været heldig eller dygtig nok til at få en laks bliver vedkommende krydsforhørt om hvor, hvordan, hvornår og med hvad. Selv efter mere end 200 års laksefluefiskeri er der stadig mange ubesvarede spørgsmål når fiskeriet er sløjt.
Afhængig af vandstand og plads kan det være en fordel at kunne skifte mellem enhånds og tohåndsstangen når elven er faldende ned mod normal vandstand.
Jeg kigger ud af vinduet og ser folk på campingpladsen løbe rundt i regnen, for at redde deres ting i tørvejr. Det er vist kun landmænd og laksefiskere, der glæder sig over sommerregn. Jeg får hurtigt pakket grejet og kører af sted mod elven. Stigende vand får oftest fiskene til at røre på sig, og det kan betyde fast fisk efter en lang periode med trægt fiskeri.
Regnen plasker fortsat ned, tunge skyer hænger over fjeldtoppene og giver regn, der hvor regnen skal falde, nemlig oppe ad elven. Det kan regne ligeså meget det vil på de nedre dele uden, at det har nogen synderlig effekt, men regner det langt oppe ad elven og i fjeldene, så giver det nyt vand i hele elvens løb. Denne elv stiger lynhurtigt på grund af de bratte fjelde, som omgiver den, og den falder ligeså hurtigt igen af samme grund. Så selv en stor flom gør kun elven ufiskbar i en kort periode. Andre elve der afvander større områder stiger og falder langsomt, og en stor flom kan være ødelæggende for fiskeriet i en lang periode, når elven bliver for høj og beskidt.
Vandet i elven er stigende, og forholdene bliver kortvarigt farlige – men i flomelven kan fluen stadig svinges
Denne nystegende firekilos havørred blev fanget i en lille flomelv, mens de store elve buldrede af sted med mudderbrunt vand. Flomelvene stiger og falder hurtigere end de store elve, og kan byde på fint fiskeri i regnperioder.
Vandet er allerede steget en del, kan jeg se på den pind, der blev sat i vandkanten for flere dage siden. Elvens farve har ændret sig fra krystalklar grønlig til en anelse uklar med en brun tone. Lokkevand kaldes det. Ikke bare klart og lugtløst smeltevand, men vand der dufter af skovbund og fjeldside. Vand der dufter af hjemelv og lokker tvivlende og skeptiske laks i mundingsområdet op i elven.
FLYDELINEN SKIFTES UD med et intermediate skydehoved med en synkende spids, og den lille sparsomt dressede flue fra dagene før, skiftes ud med en lidt større rørflue. Elven stiger hurtigt nu, vandstandspinden er næsten helt druknet. Vandet bliver mere og mere brunt og blade og kviste kommer flydende. Det går næsten lige hurtigt nok det her, og det regner stadig voldsomt længere oppe ad elven, kan jeg se.
Nogle timer senere er elven steget med en meter. Det er ikke let at komme til nu, vandet når helt op mellem buske og træer. En stor gren kommer flydende, og jeg når netop at fjerne fluelinen inden den rammes. Det er lige voldsomt nok efterhånden, og jeg må hele tiden holde øje opstrøms for at se, hvad der kommer flydende med strømmen. Da et helt træ kommer drivende midt i elven indser jeg, at det her er for farligt. Chancen findes stadig, men der er ingen grund til at sætte livet på spil.
Hvis nogen har danset regndans har de nok taget en svingom eller to for meget, for senere er elven steget flere meter. Det er storflom, og i det chokoladebrune vand kommer træer og buske drivende. Det er håbløst og livsfarligt at fiske nu. De fleste fiskere har allerede forladt stedet og er søgt til andre elve, andre slapper af og venter på, at elven skal gå ned igen. Jeg har fået laksefeber og kommer i tanke om en lille flomelv i nærheden. Den kunne være et godt alternativ indtil vandstanden i hovedelven falder til et fiskbart niveau.
Under en rigtig storflom er der voldsomme kræfter på spil, her er hele træer og buske pakket rundt om en bropille. Elvens forløb og standpladserne er typisk ændret efter en sådan flom.
Også i den lille flomelv er der flom, men det skal der jo være i en flomelv. Det har åbenbart ikke regnet helt så vanvittigt her, for vandet er kun ganske let uklart, og det går at vade forsigtigt. Jeg har fisket elven før og ved, at der går en smal dyb rende med store sten langs den modsatte bred. Er der kommet fisk i denne pool, så bør de stå langs kanterne af renden. Allerede på første tur nedover er der hug på en lille dobbeltkroget flue og efter en herlig kamp på enhåndsstangen kan jeg lande og genudsætte en blank hunlaks på cirka 3,5 kilo. Jeg fisker flere pladser, hvor det føles som om, der burde hugge fisk i hvert kast, men intet sker.
Vandstanden er allerede faldet til normalt niveau, det går hurtigt op og ned i små flomelve. Sent på aftenen tager en fisk den lille dobbeltkrogede flue med et voldsomt plask i overfladen. En tung og hård kamp senere kan jeg lande en havørred på lige under 4 kilo. Den er helt nystegen med et par havlus på haleroden. Den får ikke lov at slippe, men bliver hængt i et træ så blodet kan løbe af den. Jeg sætter mig tilfreds i græsset, slapper af og nyder, at dagen blev reddet i den lille flomelv, imens hovedelven buldrer af sted med ufiskbart muddervand.
En ny dag – og elvens forhold er optimale
I højt og farvet vand er fluemønsteret ikke så afgørende, det vigtigste er at fluen kan ses. Store fluer i rød/gul/sort med lidt flash er generelt set gode flomfluer.
Næste morgen er hovedelven begyndt at klare op. Man kan ane bunden her og der, og en bred mørk kant på stenene indikerer, at vandet falder hurtigt nu. Perfekte forhold. Jeg tager tohåndsstangen og kører af sted. Det er som at komme til en ny elv efter en storflom. Nogle pladser har ændret sig, sten er flyttet og der er med sikkerhed gået nye fisk op i elven. De fisk der har stået længe har også flyttet sig, så chancen er optimal, mens vandet er på vej ned.
Da vandet stadig er noget uklart, skifter jeg til en stor rørflue i rødgule farver, en rigtig flomflue. Fluemønsteret er ret ligegyldigt så længe vandet er uklart, bare den er stor og synlig. I høj vandstand står laksene typisk nær bredden og er godt aggressive. De hugger oftest på alt, som pludselig dukker op inden for synsvidde. Kast efter kast lægges ud, mens jeg fisker mig ned over stykket. Efterhånden er jeg kommet helt ned gennem poolen, og nærmer mig en bro med en kraftig fos nedstrøms. Et ubehageligt sted at få en laks på under disse forhold, for hvis fisken stikker under broen, er der ingen mulighed for at følge den.
Hold laksen forsigtigt indtil den selv vil af sted hvis du genudsætter den.
Helt nederst i poolen strammes linen op, og et par tunge rusk forplanter sig gennem 15 fods stangen. Laksen stikker straks nedstrøms mod fossen, så jeg slipper hjulet, hæver og sænker stangen så den får løsline. Laksen vender straks og går nogle meter opstrøms og stiller sig tungt i strømmen. Den er stadig faretruende nær fosnakken så jeg tager chancen og prøver »walking the dog«-teknikken for at få den længere op i poolen. Med et konstant svagt pres går jeg opstrøms, og laksen følger stille og roligt med. Da jeg er kommet langt nok op i poolen, er det på tide at begynde fighten. Laksen vælter rundt i overfladen, da jeg lægger pres på den, og jeg ser den spejlblanke side fra en cirka 7 kilosfisk i samme øjeblik som krogen slipper taget og fluen flyver langt op i buskene bag mig. Satans også! Efter at have fået viklet flueline, forfang og flue ud af buskene tager jeg en hurtig runde til, men uden resultat.
Et linesystem som fx Rios Versitip med udskiftelige spidser i forskellige synkehastigheder er en enkel måde at dække sig ind til forskellige pladser i varierende vandstand. Det er nemt, hurtigt og effektivt.
Vandstanden synker hurtigt og jeg vælger at satse på en anden pool længere opstrøms. Der er ingen andre fiskere ved elven, underligt nok. Normalt er der altid fiskere her, men mange venter åbenbart indtil vandet er blevet lavere og mere klart. Det føles som ren luksus at være alene ved elven, specielt fordi det er et dagkortvand, der er meget besøgt. Kastene besværliggøres af buske og træer i den høje vandstand, og jeg står i vand til livet, balancerende på en stor sten, da en laks med et voldsomt plask tager fluen på kanten af hovedstrømmen.
Laksen vælter og plasker rundt i overfladen. Mange har fået tømt deres hjul på denne plads, hvor det ikke er muligt at følge fisken, hvis den stikker nedstrøms. Nogle fisker slet ikke pladsen af samme grund, risikoen er for stor efter deres mening, men der er et lille trick, som plejer at virke, og som jeg straks efter må benytte mig af endnu en gang.
En laks truer med at tømme hjulet nedstrøms – så må et trick tages i brug
Enhåndsgrejet giver langt større fornøjelse i små elve end det tunge tohåndsgrej.
TRICKET gør ofte forskellen på en landet laks eller et tømt hjul. Da laksen har plasket lidt rundt stikker den af i rasende høj fart nedstrøms. Det går usædvanligt hurtigt, og jeg når knap nok at reagere før hele skydelinen er forsvundet under vandet langt nedstrøms. Jeg slipper hjulets bremsekant, løfter stangen helt bagud så mange meter backing flås af hjulet og sænker den lynhurtigt igen. Det virker. Laksen får løsline og i stedet for at kæmpe imod presset fra linen tages den af strømmen, vender og stiller sig i strømmen.
Laksen går i overfladen i et plask cirka 150 meter nedstrøms, lige på kanten af nakken ned til fossen. Det var på et hængende at hår. Var den først gået i fossen ville løbet være kørt, og hjulet ville tømmes, ligesom så mange andres er blevet det på denne plads. Men kampen er ikke vundet endnu. Jeg står dybt i strømmen, kan ikke komme opstrøms og der er alt for meget line ude til at prøve »walking the dog«-teknikken, så jeg spoler forsigtigt ind med et jævnt konstant pres og laksen følger langsomt med opstrøms.
Tre tips til laksefiskeren:
Er der så høj flom, at du ikke kan fiske den elv, du er ved findes der sikkert en mindre flomelv i området, som kan fungere som back-up. Hav et godt udvalg af liner så du kan fiske alt fra overflade til dybt i hård strøm.
Walking the dog er en effektiv teknik til at få trukket en laks opstrøms fx væk fra en nakke eller hen til en egnet landingsplads. Når laksen står stille i strømmen, kan man ved at lægge et jævnt pres på fisken og ofte få den til at følge med opstrøms. Det er næsten som at gå tur med en velopdragen hund, deraf navnet. Det er vigtigt, at man har et så jævnt pres som muligt, og ikke bevæger stangen i ryk. Bliver fisken skræmt og går nedstrøms kombineres der med løslinetricket.
Løslinetricket er en enkel og effektiv måde at vende en laks, der er på vej nedstrøms. At stoppe en stor laks med bremsen eller med vold er stort set umuligt. Laksen vil svømme mod presset og desto mere, der presses, jo mere vil laksen kæmpe imod. Typisk ender det med et tømt hjul, knækket forfang, udrettet krog og en mistet laks. Ved lynhurtigt at give løsline vil laksen blive taget af strømmen, og den vender i 99% af tilfældene om med det samme, så den har snuden opstrøms. På grund af løslinen vil der nu være en større eller mindre linebugt nedstrøms laksen, der i de fleste tilfælde enten stiller sig på stedet eller svømmer mod presset, altså opstrøms. Teknikken kræver, at bremsen er justeret så man netop undgår overløb. Når man vil stoppe laksen, trækkes stangen hurtigt bagover, mens linen løber af hjulet og lægges ned mod vandet igen. Jo længere laksen er væk desto mere løsline, kræves der. Det er vigtigt, at der opstår reel løsline, og at det går hurtigt. Nogle mener, at man bare kan trække line af hjulet med hånden. Glem det, det har ingen effekt på en laks, der pisker nedstrøms i vanvittig fart. Også på kort line kan man oftest få laksen til at vende i strømmen, så snart den bevæger sig det mindste nedstrøms, ofte blot ved at løbe nærmere laksen, lette presset eller sænke stangen. Jeg anvender løslinetricket i større eller mindre grad under stort set enhver laksefight
Da den er kommet omkring 100 meter opstrøms stikker den af igen. Jeg giver løsline i sidste øjeblik, og den stopper på samme sted som før. Endnu en gang spoles den langsomt opstrøms med et konstant jævnt pres, og en hård infight begynder. Udløbene bliver kortere, og jeg begynder at udse mig en landingsplads. Ikke noget nemt sted med store sten langs bredden og lavthængende grene over mig. Jeg må holde stangen lavt under grenene og presse laksen ind mellem stenene nedstrøms.
Da den et øjeblik ligger på siden mellem stenene springer jeg frem for at snuppe den i halen, men snubler og ramler rundt mellem stenene. Laksen er ude igen og først efter et par forsøg mere, kan jeg holde den på siden i vandet og beundre den cirka en meter lange blanke hunlaks.
Jeg bygger lidt sten omkring laksen, så den ligger på siden i vandet, mens jeg henter kameraet oppe i bilen. Laksen er godt forpustet efter fighten, så den får lov at ligge og komme sig, mens jeg måler den og tager et par billeder. Da jeg piller krogen ud forstår jeg bedre, hvorfor den kæmpede så vanvittigt. Krogen sidder forrest i tungen, det får ofte fisken til at gå fuldstændigt amok.
Laksen ånder roligt igen før jeg slipper den tilbage i strømmen, og den kvitterer med et plask, så jeg bliver fuldstændig oversprøjtet. Stangen er fyldt med dybe skrammer fra stenene, og da jeg rejser mig går det op for mig, at jeg har slået begge ben. Jeg orker ikke mere, er udmattet, men lykkelig. Jeg humper op til bilen. Senere på aftenen er vandet klaret op og faldet til normalt niveau, og nu er der hektisk aktivitet blandt laksefiskerne på campingen. Mens de stresser for at komme først til pladserne, hviler jeg mine ømme ben og nyder en velfortjent whisky efter dagens kamp alene i flommen.
