Christian Klagenberg med sin imponerende 100+ kilo helleflynder fra Havøysund i Norge. Fisken huggede på en Herring Cutbait i farven redfish. 29.07.10 – FLERE OG FLERE danskere rejser til Norge for at fiske helleflyndere, og Christian Klagenberg er én af dem, der virkelig har haft succes med foretagendet. Han fortæller, at han en gang sidste efterår blev ringet op af Mads Jyde, som havde booket en båd hos Nordic Sea Angling. Destinationen var Havøysund, som er kendt for et godt flynderfiskeri.

– Mads og de andre drenge havde en plads i båden, som de tilbudte mig. I starten var jeg lidt skeptisk, da jeg havde hørt, at det var lidt sparsomt med størrelsen på flynderne deroppe. Til gengæld skulle der være rigtigt mange, så jeg valgte at sige ja og håbede på underholdende fiskeri.

– Da vi ankom var vejret perfekt. Ikke en vind rørte sig, og vi startede fint. Første fisk i båden var en nydelig fisk på 17kilo, og efter denne fisk var der selvfølgelig god stemning i båden. Derefter gik det til gengæld ret sløjt. Kun mindre fisk blev landet, og vi blev derfor enige om at prøve et andet område, Mads havde været på destinationen før, og han fortalte om pladser, der havde givet gode fisk, så næste tur blev til en af de pladser.

– Efter ret kort tid har vi kontakt til fisk, og pludslig sidder jiggen fast. Jeg spænder stangen op, og et øjeblik efter kommer et solidt rusk i stangen. Der er ingen tvivl om, at det er en solid fisk, der bestemt ikke har tænkt sig at overgive sig. Meget langsomt kommer fisken mod overfladen. Det føles som en umulig opgave at få den op, men efter 15 minutters meget tung men rolig fight kommer en kæmpe flynder til syne i overfladen. Vi forsøger flere gange at føre vivtech taileren ind over halen, men det mislykkes. Taileren fungerer simpelthen ikke.

– Fisken bliver træt af at være overfladen og glider helt ubesværet ned i vandet igen. Da den dykker for tredje gang, bliver taileren droppet, og vi beslutter at sætte to gafkroge i undermunden på fisken, næste gang den kommer op, hvilket heldigvis lykkes.

– Fisken måles til 197cm. Den nøjagtige vægt kender jeg ikke, da fisken blev genudsat – men efter tabellen er den lidt over 100kilo, slutter Christian sin beretning.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This