Fluelaks med enhåndslir!

Fisker du gennem poolen med groft udstyr som alle andre, er der stor chance for, at du fanger det samme – desværre ofte ingenting! Steen Larsen har fisket laks i snart 35 år, og nægter at tumle tunge tohåndsstænger. Hans mantra er, at laksefiskeri skal være enhånds, levende og effektivt!

Tekst og fotos: Steen Larsen

 

 

JEG BLEV ENHÅNDSLAKSEFISKER ved et tilfælde. Jeg var ung, halvfattig og ville opleve verden med en fiskestang i hånden. Med rygsæk og stangrør drog jeg ud, og kom ofte frem ved at blaffe og vandre. Den første laks, og en masse havørreder, blev fanget på Færøerne i 1980 i de vindblæste øers fine søer.
Så gik rejsen til Nordnorge med tog til Narvik og derfra videre på tommelfingeren. Drømmen var at fange laks, store som små, i de billige elve. Den næste laks var på næsten 7 kilo, og blev taget på en 9’ klasse 8, og så var jeg klar over, at det var ganske problemfrit på en enhånds. Et par smålaks blev taget i en elv så lille, at en tohåndsstang ville have været alt for besværlig at få plads til at kaste med.

I 1984 fik jeg blandt andet to tørfluelaks i Komag-elven i Nordnorge, naturligvis også på enhånds. Den store, buskede tørflue streamede af sted nedstrøms, og gav en skøn fornemmelse af at fiske let, levende og meget spændende.
Årene derefter fik jeg en del laks, og altid på enhånds – for at gå rundt med en tohånds var både tungt og bøvlet. Det var simpelthen mere frit og praktisk at fange laks på enhånds, og man kunne ændre fiskemetode blot ved at ændre flue og kasteretning. Det er fx svært at forestille sig at fiske opstrøms tørflue med en 14 fods, ikke?

AT JEG BRUGTE KLASSISK KYST­GREJ, 9 fod klasse 8 med skydehoved, til laksefiskeri, gjorde også, at kastene var lette og lange, når det behøvedes. Skydehovedet var 9 meter, og det var let at komme til med stangen under træer og ikke mindst at switchkaste med dobbelttræk.
Nogle sæsoner på Einang-vallet i Stjördal fik jeg endelig laks på en lånt tohånds, men langt flere på enhånds. Fiskeriet med enhånds tillod også, at jeg succesfuldt kunne eksperimentere med opstrøms nymfe og indikator – en teknik jeg kort forinden havde lært i New Zealand.

Snart var jeg blevet rejsende i fiskehistorier fra den store verden. Og at se et stangrør forsvinde i skranken med stor bagage var alt for stressende, når man dengang kunne tage et kort stangrør med fire dele med ind i kabinen. Så kunne jeg være sikker på, at stænger, hjul og fluer nåede helskindet frem – hvilket ikke er uden betydning som fiskende globetrotter.

Da jeg fik den første over 10 kilo, havde jeg forlængst droppet tohåndsstangen. Og min hidtil største på 110 centimeter og 15-16 kilo blev taget på en 9 fods klasse 9 – hurtigt og effektivt, for den skulle genudsættes. De fleste, som forestiller sig laksefiskeri uden at have dyrket det, tænker nok, at man vader ud i en stor elv, og laver lange kast med en tung tohånds, og fisker nedstrøms med et skridt og et kast. Men sådan behøver det altså ikke at være.

AF OG TIL fisker jeg faktisk laks på præcis den måde – blot med en enhånds i stedet – men det er altså ikke det mest spændende, jeg ved. Det er simpelthen for kedeligt – altså når der ikke lige sker noget. Men selv da giver enhåndsstangen en fornemmelse af at fiske mere interessant og naturligt.
Samtidig er der gode grunde til at fiske enhånds – dels er det metoden for de fleste størsteparten af året, og at skulle tilpasse sig en stor, grov tohåndsstang for 1-2 ugers fiskeri er ikke optimalt. Og dels slipper man for at investere i grej, som kun sjældent bruges.

Det er sandt, at den supertrænede tohåndslaksefisker kan nå distancer ud over det, som nås med enhånds, og at meget store og tunge fluer styres lettere på en kraftig tohånds. Men virkeligheden er også, at det er de færreste områder og årstider, hvor det giver flere fisk. Vil du gerne fiske ovre under den anden bred – så kan du jo gå derover! Og en 16 fods klasse 12 hurtigtsynkende med messingtuber er en rædsel at kaste – selv for eksperter!

NÅR JEG FISKER LAKS, så skal det appellere til mine sanser – og at kaste skråt nedstrøms, og lade fluen drive på tværs, er simpelthen for søvndyssende! Jeg ved godt, at masser af laks tages på den måde, men det skyldes mange steder, at de fleste udelukkende fisker sådan!
Laks vil under de fleste forhold være meget fleksible over for måden, de accepterer fluen bevæge sig på i vandet – tænk ørred, når du fisker laks. Er vandet fisket ret hårdt, og har laksene set flue efter flue, så hjælper det at prøve noget andet.

Kast din flue over mod den anden bred i en nedstrøms vinkel på omkring 45 grader og lad fluen drive på tværs. Sådan har man altid fisket laks, og det virker. Den hastighed, som fluen driver/fisker på, afgøres af strøm, kastelængde og hvor meget træk, der kommer fra kontakten med vandet. Man kan justere ved at mende – hvilket vil sige, med et svirp med stangen at flytte linen på vandet opstrøms for at sænke hastigheden og ned­strøms for det modsatte.
Når jeg fisker sådan, aktiverer jeg næsten altid fluen ved at strippe/hjemtage den. Det føles mere levende, og det er min klare opfattelse, at hvis du er den første, som gør dette, så viser du laksene en bevægelse, som de sikkert ikke har set før, og det kan gøre udslaget.

Afhængig af strømmen og vandet, så kan man bruge alt fra nymfetag til lange streamertag – intet er forkert ifølge laksen. Jeg har personligt »vækket« mange laks på en sommerlav elv ved at flå en 10 centimeter sort rørflue så hurtigt hjem, som jeg kunne. Måden, de følger, og tager på, minder mest om en tunfisks jagt.
På samme måde kan de langsomme partier også fiskes med almindelig affiskning. Naturligvis virker det – det er jo sådan, man fanger laks på de færøske søer!

MERE TVÆRS OG OPSTRØMS kan set fra laksens synspunkt ikke være en forkert retning for at udløse et hug. Har man mulighed for at starte fra bunden af et vald og kaste skråt opstrøms mod den anden bred og så hjemtage fluen, mens den driver nedstrøms, fisker man faktisk fluen på en spændende måde og ofte lidt dybere i vandet. Stresser man andre fiskere ved at gå mod retningen, så fisk opstrøms, mens du bevæger dig nedstrøms.

Kan man se, hvor laksene står, er der fine muligheder for at fiske direkte på dem, og det er især under sådanne forhold, jeg har haft godt fiskeri med opstrøms nymfe. Lange forfang er grundlaget for opstrøms fiskeri. Står laksene højt i vandet, kan nymfen præsenteres direkte, og ellers bruges indikator og vægtede fluer. Et lille løft i stangen, netop som fluen passerer en laks, kan hjælpe til at udløse hugget.
Alt efter vandets beskaffenhed så vælges helt almindelige nymfer som til ørredfiskeri fra cirka størrelse 12 og opefter. Selv har jeg været meget glad for de kompakte polske/tjekkiske vægtede modeller.

TØRFLUEFISKERI efter laks er bekendt for alle, som har kendskab til fluefiskeriets historie i det nordvestlige Nordamerika. Her er det en almindeligt udbredt metode – mens det på vores side af Atlanten først er blevet udviklet i de senere år.
Grundlæggende kan tørfluefiskeriet inddeles i fiskeri med frit drivende fluer og med streamende, hvor man mest af alt bruger tørfluen som en vådflue, der flyder. Derudover kan man også affiske med fluen i alle retninger, hvor man ved at hjemtage den, får den til streame (trække et V efter sig i overfladen).

Mest kendt, og lettest at udføre, er streamende nedstrømsfiskeri med fluer af typen Bomber. Her affisker man, mens man flytter sig nedstrøms mellem hvert kast. Ser man en fisk følge fluen eller plaske efter den, så stopper man, og bruger tid på at lokke den til hug. Her er det godt at have en del fluemønstre at afprøve. Min erfaring fra Canada er, at en laks let kan stige til 5-10 forskellige fluer, før den vælger at tage. Og at bruge ½-1 time med pauser på en fisk er opskriften, som får den til at hugge. Streamede tørfluer kan bruges i både langsomt og hurtigt vand – og streamer den for lidt, er det blot at affiske den – det virker også. Laksetørfluer af typen Bomber er ofte størrelse 6-2, men mindre må ikke mangle i æsken. Man bruger naturligvis flydende line og et nylonforfang, som enten er fedtet, så det meste af det flyder, eller en flydende polyleader.

RIFFLIN‘ HITCH er en anden nordamerikansk, nedstrøms fiskemetode, som også er en streamende flue, der ligger lidt dybere, men stadig laver et tydeligt V efter sig i overfladen! Oprindeligt brugte man en enkeltkroget lakseflue, som blev bundet, så den trak meget skævt og dermed streamede. I dag bruger man mest små rørfluer, hvor der er lavet et hul i siden af røret, så fluen opnår samme effekt. En chenilleflue á la Montana fisket på et kort forfang vil faktisk også streame på den rigtige måde.

Fiskeri med fritdrivende tørfluer bruges mest, når man ved ret præcist, hvor en laks står. Igen kan man ofte rejse en fisk mange gange, før den synes, at fluen er rigtig, og driver tilfredsstillende.
Lad den kommende laksesæson blive startskuddet til actionfyldt enhåndslir, der får minderne om dit tunge tohåndsfiskeri til at ligne søvndyssende slowmotion!