FLUEFISKERI: LAKSEPARADISET LIGGER OPSTRØMS

Ronni Lagoni Thomsen med en smuk laks taget på fluestangen.

Laksefeberen raser i Danmark – og i takt med, at åerne bliver bedre og bedre – bliver et særligt spændende fluefiskeri muligt. Tag med Fisk og Fri til de små danske lakseåer og bliv klædt på til fluefiskeri efter laks på den helt fede måde.

Af Ronny Lagoni Thomsen

ÅEN ER HØJ OG GRUMSET efter de mange regnbyger, der har fejet ind over landet, men naturen er vågnet, og nu er det forår. Flue efter flue er bundet i lyset af bindelampen vinteren igennem, og sammen med dem drømme om nye eventyr, om nye oplevelser, nye strategier… Sidste års erfa­ringer er kogt ned til hovedover­skrifter på nær ved og næsten eller reelle erfaringer… Tabte kampe, kampe der aldrig blev, men som sidder som en hengemt længsel og spænding i kroppen som en konstant venten på forløs­ning. Og så er der de få magiske øjeblikke, hvor det hele gik op i en højere enhed – laksen tog, blev hængende og kom på land.

Jeg er søgt op på nogle af de nedre stykker af Grindsted Å ved Mølby-Eg-strækket – ret tæt på der, hvor Grindsted Å løber sam­men med Ansager Å og bliver til Varde Å på stykkerne nær Ansa­ger by og det store genslyngede stykke ved Hodde ud mod Nør­holm Gods og Karlsgårde sø. Åen er her smal og relativt lav­vandet under normale forhold, men har nu dybe render, stærk strøm og et helt og aldeles fan­tastisk løb. Alle stræk fra sam­menløbet og ud mod Vadehavet er højt belagt med fiskere, der er ude efter det samme som jeg: Et møde med den danske laks og det fiskeri vi elsker så højt. MEN – heroppe kommer der ikke så mange. Dette fiskeri er mere privat, og jeg har kun set én anden fisker på strækket. Det betyder, at jeg kan fiske på ret uberørt vand efter helt friske og nyopstegne laks – i nogle omgivelser, hvor jeg kommer helt tæt og uforstyrret i nærkontakt med naturen.

Med enhåndsstang efter laks

 

Jeg er bevæbnet med enhånds­stang, synkende WF-liner og nog­le særlige fluer designet specielt til dette fiskeri. Min flue – en dobbeltkroget zon­ker i Orange str. 6 med brunt fronthackle svinger over strøm­men i et skarpt venstresving. Jeg begynder indtagningen ret hur­tigt, da den smalle å tvinger mig til at lægge kastene i en noget mere nedstrøms vinkel end jeg el­lers plejer at gøre. Det betyder, at jeg må give fluen mere liv og fart ved at strippe fluen hjem.

Idet jeg stopper indtagningen og langsomt hæver stangen til nyt kast, skyder en skygge op bag fluen i rasende fart. Åen sættes i bevægelse og i et kæmpe skum-sprøjt, der kaster vand op på sive­ne langs åen, forplanter en herlig og tung følelse sig i fluestangen. Herefter er der to gode rusk i stangen og så en følelse af absolut tomhed…Stangen står helt død i hånden på mig, og de eneste vidner til hændelsen er de store bølger de gynger hen over vandoverfladen og mit oprørte sind.

At få en laks til fluen er altid en helt fuldstændig fantastisk følel­se, men når det sker i en relativt lavvandet, smal mindre å på en­håndsfluegrej, ja så bliver det i min verden bare ikke vildere. Laksen i fortællingen så jeg al­drig mere, men en måned senere i et regnvejr af en anden verden med storm og rusk op gennem ådalen fra vest lykkedes det: En sølvblank laks tog fluen lige i sammenløbet mellem Ansager Å og Grindsted Å. Det var en laks lige fra havet med lus – den havde højst opholdt sig tre dage i ferskvand, hvilket fortæller mig, at laksen potentielt svøm­mer langt allerede i første træk opstrøms, hvis vandstanden i åen er til det.

Nyt vand – ny taktik til laksen

Historien er den samme, uanset hvor jeg zoomer ind i Laksedanmark… De ydre stræk af fx Skjern Å, Storå­en, og Varde Å er nærmest belej­ret med fiskere, mens de øvre dele af å-systemerne er stort set ube­rørte. Hvorfor er det sådan? Jeg vil i denne artikel stille skarpt på laksefiskeriet i de mindre dan­ske åer samt give mit bud på, hvordan du kan komme i gang med at finde disse ultra-intense øjeblikke ude ved lakseåen. Først er det vigtigt at forstå, at vandet du fisker på, når du bevæ­ger dig langt op i systemet eller fisker i nogle af åens mindre til­løb, er meget mindre, og at grejet, fluerne og taktikkerne derfor må tilpasses. Og her skal man være villig til at gå helt andre veje…

 

 

Gode laksevande højt opstrøms:

Ser vi på de vand­løb, hvor der efterhånden er gode forhold langt oppe i åsystemerne, så er det fx vandløb som Grind­sted Å, Ansager Å, Vorgod Å, Karstofte Å, Sneum Å, Kongeå­en, Holsted Å, der topper listen. Fælles for disse åer er deres smal­le bredde, deres skiftende forløb og anderledes strømforhold. Sær­ligt Grindsted Å udmærker sig ved sine steder at være stryg på stryg med gode dybe pools bag­efter eller voldsomme sving, hvor dybderender skærer ned i bunden af åen og skaber strømlæ samt standpladser for laksen.

Det er meget ofte pladser, hvor du har to kast og så skal du videre ned over åen i en fart. I og med vandet er mindre, så stiller det også store krav til din præsentation af fluen, samt måden linen lander på van­det på. Der skal ikke plaskes alt for meget, for så trykker laksen bare, så du ikke får den ikke til biddet. Der er altså tale om et ret specialiseret fluefiskeri, hvor alt tilpasses nøje og det traditionelle laksegrej kommer til kort.

Længe leve det lette laksegrej

Drop tohåndsstængerne – Hvis du gerne vil prøve denne form for fluefiskeri, så er det altafgørende, at dit grej sættes rigtigt sammen. Jeg bruger selv tre forskellige set-ups, men groft set kan du klare dig med et. Jeg vil dog først gerne komme med nogle generelle betragtnin­ger på valg af stang og liner, in­den jeg bliver helt konkret.

En god enhånds fluestang til det­te fiskeri er 10 fod lang klasse 6 eller 7. Den skal ikke være alt for hurtig, men må gerne arbejde dybt ned i klingen samt have en hurtig genopretningshastighed – også kaldet recovery speed. Dette gør, at stangen er nem at lade selv med relativ kort line samt gene­rerer høj hastighed i linebuen, så optimal grad af præcision opnås.

Valg af flueliner til laksefiskeriet

Linerne er et helt kapitel for sig selv. Alle laksefiskere i dag bru­ger stort set skydehoveder, også når deres stangvalg falder på en enhånds. Til fiskeriet højt oppe i åen er det dog ikke et særligt godt valg, for den irriterende samling mellem runningline og skydeho­ved er mere i vejen end til gavn. Den hæfter i stangens øjer og gør det nærmest umuligt at få et vel­fungerende dobbelttræk, som er afgørende for at tilføre linen den fornødne hastighed.

Selv om der i dag laves meget korte skydehoveder på omkring de 6 meter, så er de ikke gode til dette fiskeri. Jeg bruger RIOs Dart WF flyde/synke3, RIO Out­bound short i intermediate/synke 3 og intermediate/synke 6. Disse helliner har den fordel, at de kan fiskes fleksibelt i forhold til den ønskede vinkel på vandet, præ­sentationen og åens bredde. Du kan altså kaste med klumpen både inden for og uden for topøjet. Den fleksibilitet er guld værd på de smalle stræk på åen.

Til disse liner bruger jeg poly­leaders i synke 4, 5 og 6. Poly­leaders er med til at trække fluen ned i vandsøjlen samt give mig et forfang, der kan ankres op i et un­derhåndskast.

Lige så snart vi snakker swit­chstænger, så foretrækker jeg dog skydehoveder, og jeg har et sæt, som jeg bruger, når åen får lidt mere bredde, og hvor pladsen er meget trang. Det er en switch klasse 4, som jeg monterer op med et meget kort skydehoved. Stangens længde gør også, at jeg kan nå lidt nemmere ud over siv eller forhindringer langs åen.

Lette laksefluer giver mere liv

Det er af­gørende at forstå, at når vi bytter de tunge tohåndsstænger ud med lettere enhåndsstænger, så bærer de altså ikke samme størrelse flu­er. Fluerne er derfor nødvendig­vis mindre og ikke lige så tunge.

Der er en tendens i dansk lak­sefluebinding til, at vi binder enormt tunge og store fluer til laksefiskeriet – fx store rør med tungsten og zonkervinger af ka­nin eller opossum og hertil et vægtet conehead. Disse fluer har vist, at de kan fange fisk i vores store åer længst ude i systemer­ne, men der er langt fra den store, brede å til de små, mindre åer. Vi bliver nødt til at tænke fluevalget meget anderledes.

Dobbeltkrogede og enkeltkroge­de laksefluer er her vejen frem, samt enkelte rør til særlige lejlig­heder. Det næste er, at jeg ikke belaster mine fluer ret meget til dette fiskeri. På krogen sætter jeg ingen belastning og på rør er det maksimalt et conehead, en enkelt lille drop weight eller en turbocone. Jeg fisker så i stedet fluerne på ret tunge liner, som kommer ned i vandet. Dette giver nogle me­get levende fluer, der i den grad fisker. På mange af de traditionel­le fluer, er det kun vingen der be­væger sig og ikke så meget fluen. Dette er derfor et alternativ, som jeg også har fisket med succes på de brede, ydre stræk af åerne.

Kend din besøgstid til laksene

Også fiske­riet må gribes anderledes an, da vi fisker i smalle åer, hvor der ofte er god strøm, som gør det svært at komme ned. Derfor kaster jeg al­tid lidt opstrøms for der, hvor jeg gerne vil fiske, og så går jeg flu­en ned samtidig med, at jeg ikke sænker stangen mod vandet, mens linen ruller ud: Jeg holder et højt stop og lader stangen blive der, indtil linen er landet, hvorefter jeg hurtigt sænker stangen. Dette skaber en god mængde løsline, der kan blive suget ned i vandet, uden det påvirker fluens drev – som skal først starte, når linen og fluen er nået ned i rette dybde.

Når fluen er nået ned, så sætter jeg fart på den ved at tage den hjem i halvlange tag, da jeg ofte er tvunget til at kaste ned ad åen og derved ikke kommer så meget på tværs. Det gælder samtidig om at kom­me over noget vand for at finde fisken – så se at få det lange ben foran og kom over noget vand.

Slutteligt så gælder det om at kende sin besøgstid. Alt for ofte er jeg taget til åen, hvor vandstan­den har været for lav, og så sker der altså ikke ret meget. Kom, når store regnskyl og voldsom blæst fra vest sætter gang i vandet og dermed opgangen. Fisk der flytter rundt på sig er bare noget lettere at fange, da det åbner deres hug­vindue på ny.

Mine favoritfluer til laksefiskeriet

Mads Pedersen skrev for nogle år tilbage en ar­tikel om Magog Smelt fluen, som var et mønster han var stødt på i Canada. Denne flue har vi modifi­ceret lidt og fisket med i forskel­lige afskygninger – både herhjem­me og i udlandet – med succes. Den er med sin bucktailvinge en meget levende flue i vandet, da den fanger enhver strøm og bliver ført fra side til side samt op og ned i vandsøjlen. Denne flue fun­gerer godt i de mindre vandløb fi­sket på en sink tip eller synkende line. Artiklen kan du finde på Fisk og Fris hjemmeside ved at søge på Magog Smelt, hvor der også er en bindevejledning.

En anden fluetype, som jeg har haft held med er varianter af den traditionelle dobbeltkrogede lak­seflue bundet med 3 mm zonker­strips af barred rabbit. Dobbeltkro­gen er tungere end enkeltkrogen og placerer sig mere stabilt i van­det. Derfor vil jeg gerne bruge ma­terialer, der lever mere i vandet, da fluen i sig selv ikke bevæger sig så meget i strømmen. Farvemu­lighederne er mange, så man kan afspejle omgivelserne ved åen på forskellige tider af sæsonen.

 

 

Statistisk set en dårlig beslutning

Statistikken for fangster i Varde Å taler sit eget klare sprog: At søge op i åsystemet er ifølge tallene en dårlig beslutning, for langt de fleste laks i Varde Å-systemet fanges på de nedre zoner. Mølby-Eg stykket står eksempelvis kun for 3% af den samlede fangst af laks i Varde Å. Den køber jeg dog ikke helt for en ting er tal – noget andet er fiskepres og derigennem påvirkning af sandsynlighed.

De gange jeg har fisket på Mølby-Eg strækkene ved Grindsted Å har jeg 8 gange ud af 10 fisket alene og ikke mødt andre fiske­re. Det betyder altså, at disse stræk slet ikke fiskes nær så hårdt som de nedre, hvor jeg altid møder mange fiskere og aldrig har en tur, hvor jeg kan gå der helt selv. Det må alt andet lige påvir­ke fangststatistikkerne, at laksene på de nedre stræk præsenteres for langt flere fluer end længere oppe i systemet.

Jeg tror nærmere, at nøglen til succes på de øvre stræk handler om vandføring – de skal fiskes, når der er mere vand i åen.

Tre set-ups

Man kan som sagt nøjes med en enkelt stang, men jeg bruger alligevel tre forskellige setups, som, gør at jeg kan fiske forskel­lige stræk mere effektivt. Til de øverste stræk eller hvor åen kræver lidt mere lethed bru­ger jeg en LTS Explosive 10 fod klasse 6/7 med en RIO Dart WF 7 flyde/synke 3 (15,5 gram) eller en RIO Outbound short WF 6 Inter­mediate/synke 3 (16 gram). Desuden bruger jeg en Arcticsilver Zense 10 fod klasse 7 med RIO Outbound short WF 7 interme­diate/synke 3 eller intermediate/synke 6 (17 gram) – samt en Scott T3H 10,6 fod klasse 4 med 6 m. skydehoved synke 3/4 (14 gram). 10 fod klasse 6 er mit allround setup ved åen. Det dækker de fleste situationer i de mindre vandløb. Når jeg kommer ud til de bredere dele af åen, så vælger jeg en 10 fod klasse 7. Hvis plad­sen er trang eller jeg har brug for lidt mere længde på stangen, så vælger jeg min switchstang.

Med disse tre setups kan jeg klare alle de udfordringer, jeg kommer ud for langs åen. Men som sagt, et sæt klarer det også fint, og skulle jeg vælge bare et, så blev det 10 fod klasse 6, da dette setup klarer det meste.