Kurt Johannesen har fanget årets hidtil største danske fluefangede laks. En imponerende fisk på hele 18,2 kilo og 125 centimeter!

Kurt Johannesen er en af ildsjælende bag bestandsgenopretningen af Storå-laksen, så storfangsten må siges at være fuldt ud fortjent!7.4.2011 – DET TIDLIGE LAKSEFISKERI er langtfra let og der skal ofte arbejdes hårdt for at fange fisk. Når det lykkes er der dog chance for at løbe ind i drømmefisken. Kurt Johannesen er en af de lokale fluefiskere, der dyrker laksefiskeriet i Storåen. Den anden april var han ved åen sammen med to venner og sønnen Pauli.

Kurt fiskede med tohånds fluegrejet, og efter længere tids fiskeri var han egentlig mest fristet til at holde en kaffepause, men valgte alligevel at fortsættefiskeriet de sidste 20 meter på en plads, hvor han sidste år havde mistet en stor laks. Det gav bonus, da han pludselig fik et solidt hug på fluen. Få øjeblikke senere klingede tonerne fra hjulet ud over åen, mens laksen valgte at sætte kursen opstrøms for fuld fart. Først efter 100 meter standsede fisken for en kort stund, inden den atter arbejdede sig yderligere 40 meter ind i baglinen. Kurt gjorde det eneste rigtige og fulgte efter fisken, som i de næste 20 minutter blev holdt på klods hold.

Flere gange under fighten kunne Kurt og de andre tilskuere se fisken på 4-5 meters afstand. Der var ingen tvivl om at det var storlaks, så Kurts søn Pauli holdt sig klar med gaffen. Fisken var endnu ikke helt udtrættet, men første gang den kom tæt på var også den sidste. Pauli var lynhurtig og fik med det samme den store fisk trukket sikkert op på brinken. Det viste sig at være en massiv fisk på 125 centimeter og 18,2 kilo – indtil videre den største laks fanget på flue i Danmark i år!

Fluen Kurt fiskede med var en "Sjønes Uldsok" som blev fisket med en Hardy Swift Mk II 14 fods tohåndsstang og et Hardy Cascapedia Mk II. Kurt og hans venner fra Holstebro og Omegns Fiskeriforening er nogle af de ildsjæle, der i årevis har kæmpet for at få åens laksebestand på fode igen, så storfangsten må siges at være fuldt ud fortjent.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This