– Forleden sad jeg og kiggede ud af vinduet. Det var gråvejr men tørt, så hvad skal man få dagen til at gå med? Sådan lyder det fra Jan Bowie Johannessen. – Beslutningen blev taget – nemlig tag ud og fisk. – Jeg fik derfor fundet noget grej frem og kom ud i bilen, hvorefter kursen blev udstukket. Da jeg ankom til åen var der kun to biler, så jeg tænkte, at der nok var masser af plads, men jeg blev overasket, for der var faktisk mange lystfiskere ved åen.

– Jeg prøvede at starte i det sydøstlige hjørne, men der skete ikke noget som helst. Her fik jeg ikke et hug, så jeg gik hen mod de andre pladser. Der var fyldt det første stykke før slusen, så jeg passerede slusen og hilste på den enlige lystfisker, der sad efter slusen. Herefter gik jeg i gang med at fiske i den anden ende af karret, og der gik ikke lang tid, før jeg fik et hug fra en af de tunge. Det var dog ikke en aborre men en pæn brasen. Efter at have fået afkroget fisken og udsat den igen, så jeg, at flere af de andre var begyndt at pakke sammen, og den enlige lystfisker skiftede plads. Det betød, at der nu var mere plads til at afprøve noget fiskeri.

– Endelig kom hugget fra en fin aborre, der tog jiggen voldsomt, og efter en kort fight blev aborren landet. Jeg bad om hjælp til at få taget et billede af fangsten, som var en fin fisk på 38 cm. Vi kom i snak om, hvordan det gik med fiskeriet denne formiddag. Nikolas Aggelis, som han hed, fiskede med rejer og havde ikke fanget noget i dag, selv om han havde prøvet flere forskellige agn. Så fiskede vi videre, og jeg fik min anden aborre – denne gang på 42 cm. Efter endt fotografering blev den udsat i åen igen.

– Nikolas spurgte, hvad jeg brugte af agn, og jeg viste ham en kedelig 7 grams jig med en lille gummiorm i en kedelig farve, som jeg har haft held med flere gange. Så riggede han om, og jeg fortalte, at han skulle prøve at fiske ved dette spot og fiske i den retning. Han kastede, og straks var der hug 2 – 3 gange på den jig, som han havde skiftet til. Optimismen steg derfor i håbet at fange en god fisk, men han kunne ikke få dem på krogen, lige meget hvad han gjorde, så han opgav pladsen. Jeg sagde for sjov, at nu skulle jeg vise ham, hvor de stod, og der gik ikke meget tid, før jeg fik hug. Efter en dejlig fight landede jeg et monster af en flot aborre på 48 cm og 1,825 kg, som selvfølgelig blev genudsat efter en kort fotoseance. Derefter var der ikke held i fiskeriet. Jeg kunne godt fornemme, at de var derude, men jeg fik ingen til at blive på krogen resten af dagen.

 

Jans Lystfiskershop

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This