Flot sekstet til Connie Christensen, der tog dem på Bombarda og Powerbait. Største var et eksemplar på 3,2 kilo. 20-03-2012 – DET ER ALTID GODT, at prøve noget nyt en gang imellem. Connie Christensen fra Otterup mente, at tiden var inde til at afprøve fiskeriet i Nyhave Fiskesøer den 16. marts.
Bombarda med Powerbait blev rigget til og inden den første kop kaffe var drukket faldt hugget fra en rigtig flot 3,2 kilos regnbueørred, som tog indtil flere udløb. Men på land kom den, fortæller Connie.
Derefter gik det slag i slag og pludselig var tiden gået og seks smukke regnbuer på mellem 1,8 og 3,2 kilo var på land, alle med hele finner og alle i topform.
Og det er vist ikke sidste gang at Connie stikker næsen forbi det fiskevand!