Herman Gaardsted kunne ikke få fri til at fiske sandart på premieren, men tog revanche en uge senere med denne flotte sandart på 5 kilo rent. 28-06-08 – HERMAN GAARDSTED var mandag d. 9. juni på sandartjagt i Silkeborg søerne. Fiskeriet efter agnfisk gik relativt nemt, så agnspanden var hurtigt fyldt op. Og så gik det ellers derudaf med et par "bundskrabere", som han har haft stor succes med tidligere sæsoner. Der var en helt del fisk på ekkoloddet, men der var ikke rigtig bid i dem. Det blev dog til flere små gedder med den største på ca. 4 kilo.

– På et tidspunkt rundede jeg et sted i søen, hvor der hele dagen havde været godt med fisk på ekkoloddet, og pludselig bukkede den ene stang, fortæller Herman Gaardsted til Fisk & Fri. Den fik friløb et kort stykke tid, hvorefter der blev givet modhug. – Jeg kunne hurtigt mærke, at der var tale om en sandart med de karakteristiske hovedrusk – og endda en af de gode fisk. Den ville ikke rigtig slippe bunden, men måtte dog efter et godt stykke tid give slip. Da fisken nåede overfladen, brød den sig åbenbart ikke om at være der, idet den tog et ordentligt udløb direkte mod bunden. Dette gentog sig flere gange, men til sidst måtte den kapitulere. Det var en fin sandart på 5 kilo og fordelt 73 cm. Jo, den sene præmiere var nu ikke så ringe, slutter Herman Gaardsted.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This