– Der var rim i græsset, da solens første lys satte dagen i gang, fortæller Allan Midtgaard. – Med tankerne på, at det vil give kolde fingre, satte jeg bilen i bakgear, og trillede ud af indkørslen. Ved siden af lå tre stænger rigget til og klar til at møde enhver udfordring, som dagen måtte byde på. De seneste par uger havde der været fine meldinger om fisk på Djursland, så jeg havde en plan.
– DMI havde lovet sol og let til frisk vind fra syd, drejende til sydvest, fortsætter han. – Det er perfekt til mange af de fine kystpladser på Mols. Her har jeg fisket flittigt siden 90’erne, og det har resulteret i et indgående kendskab til områdets muligheder. Alligevel er det sådan, at hver ny sæson byder på ændrede forudsætninger, og de tidligere optjente erfaringer skal hele tiden holdes ved lige. Kysten ændrer sig konstant.
– Jeg havde besluttet mig for en plads, der ikke er så besøgt, som de mange andre steder. Og mon ikke den tidlige start vil betyde, at der trods corona og påske ville være forholdsvis ensomt? Jeg foretrækker ofte at være lidt usocial, når jeg fisker. Det er noget med roen, højt til himlen, naturen og så det at kunne gå med sine egne tanker.
– Der var høj vandstand. Helt som lovet. Stigende. Og møgkoldt for fingrene. Jeg valgte at starte med blink. Vinden var dårlig for min højrehånds kasteteknik med fluen, som jeg ellers helst vil fiske med. Der var vind nok til at rejse gode halvmeters bølger med spredte hvide toppe. Det gav god bevægelse i vandet, som var let uklart. Perfekt.
– Den første time gik. Intet. Tvivlen var begyndt at snige sig ind i tankerne. Kast og indspinning var slået over på automatprogrammet. Et voldsomt ryk får mig næsten til at tabe stangen. For pokker da. Fisken var væk igen. Den havde hugget blot 10 meter ude på et sted, hvor bunden var kedelig og neutral. Ingen markante sten. Ingen særlig dybde. Fisk læser ikke altid kysten på samme måde, som en lystfisker. Åbenbart.
– Der skete ikke mere. Jeg fik fisket en længere strækning igennem. Solen var nået et stykke op på himlen og kastede varme stråler i vandet. Fingrene var ved at tø op. Jeg skiftede til bobleflåd og en lyserød pattegris. Der burde ellers være interesse for den tobisefterligning, jeg havde præsenteret de sidste halvanden time, for der var helt sikkert tobis i området. Forleden fandt jeg en stor tobis, skyllet op på stranden.
– En banan og en slurk cola, så var der energi til et træk mere. Vinden var stadig skæv for fluestangen. Det kunne måske lade sig gøre, men det ville blive anstrengende, og nu var stang nummer to jo rigget op med bobleflådet.
– Man kunne se, hvordan det myldrede med tanglopper og småkravl bag bølgebrækket. En Pattegris blandende sig i myldret. Jeg fiskede forbi et par større sten. Lidt ude kunne jeg i sollyset fornemme et område med meget mørk bund. Sikkert et lille rev med blæretang. Måske 10 x 20 meter. Større var det ikke. Der så ud til at være en dybere kant på ydersiden. Jeg kunne lige kaste ud til revlen på den anden side. Få omdrejninger på hjulet og bundhug. Måske. Fluen var fri med et lille svirp. Men det var som om, at der stadig var lidt tang, der greb ud efter fluen. Jeg satte farten lidt op og lavede et spinstop. Fluen stoppede igen og et voldsomt ryk, som tang normalt ikke kan lave, satte øjeblikkeligt gang i adrenalinen. Det var ikke tang.
– Fisken gik først lidt dovent og rystede på hovedet. Så kom den op i overfladen og lavede de klassiske rul, hvor man tænker, at fluen nok ikke sidder særlig godt, og nu får den rullet sig fri. Men den blev hængende. Fra rul gik vi så over i plask og volter i overfladen. For pokker da. Det var tydeligt en større fisk. Den kunne godt være noget over to, ja måske endda tre kilo. Måske var det en ”falder”. Den gik i hvert fald sådan lidt dovent. Ingen spring eller udløb.
– Jeg fik presset den længere ind. I etaper. For hver ti meter skulle den stoppe op og gå tungt på langs med kysten. Ingen panik. Stadig bare tungt og lidt arrogant. Men stille og roligt kom vi tættere og tætter på hinanden.
– Inde på 5-6 meter så jeg fisken første gang. Det blev en opjustering. Klart over tre kilo. Sølvblank. Bred og lysbrun over ryggen. Lignede ikke en falder. Det gik igen lidt op og ned ad kysten, men på en god bølgetop, fik jeg den presset det sidste stykke op på stranden. Helt udramatisk. Som om den havde givet op nu. Erkendt nederlaget.
– Det er en af de smukkeste fisk, jeg længe har haft æren af. Det var ikke uden en smule tristhed, jeg lod priesten falde hårdt over nakken på den sølvskinnende fisk på 69 cm. Lige på millimeteren. Og 4,1 kg på Salter-vægten. Æret blev den selvfølgelig. Lige der på stranden, under den blå himmel og det endnu mere blå hav. Vi sad og snakkede lidt sammen. Et kvarters tid. Tak for fighten. Tak for oplevelsen. Det var en af de gode, slutter han.
