– I søndags var jeg på fisketur efter gedde og aborre med en kammerat i Silkeborg, fortæller Morten Meilstrup. – Vi var på vandet nogle minutter i 8 om morgenen, og forholdene var perfekte. En smule blæst og overskyet plejer at være godt for os. Vi startede med at trolle fra bådpladsen til en af vores faste pladser, der skulle holde mange gedder om efteråret. Efter otte minutter på vandet fik min kammerat en aborre på 23cm, der hurtigt fik sin frihed igen. Da vi havde fanget aborren gik der helt død i det. Ingen aborrer eller gedder så vi, lige meget hvad vi forsøgte os med – softbait, spinner, wobler, blink og endda orm med prop og på bunden gav intet. 

– Vi sejlede så hen til et spot, som vi er begyndt at kalde Mortens Vig, da jeg i år har fanget mange gedder lige netop der. Vi besluttede begge at tage geddeimitationer på – jeg en Westin Swim Pike og han en SG Herring Shad Pike. Jeg proklamerede “lad det bedste geddemønster vinde”, og fem kast senere skete der endelig noget! Jeg fik et hug som ikke føltes af alverdens i starten, men da fisken så båden og forsøgte at svømme væk, var der ingen tvivl. Den ville være tæt på min PR på 93cm. Efter nogle hårde udløb gav den op, og vi fik den i båden samt målt på afkrogningsmåtten. Den var dog kun 90cm lige ud, så desværre var den ikke en ny PR. Men alligevel en fantastisk flot fisk som efter et hurtigt billede svømmede væk helt uden problemer – og en ellers stille fisketur blev til en jeg sent vil glemme.

 

Westin Cup 2025

    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This