En mere end tilfreds Jesper Marker kunne konstatere, at havørreden var hans næststørste på fluestangen til dato. Havørreden på 3,2 kilo huggede på en rejeimitation.DEN 9. MARTS var Jesper Marker og hans gode fiskemakker, Michael Stenum, taget en tur til bunden af Roskilde fjord, hvor det var meget lavvandet, da de ankom.
På trods af det blev fluestængerne rigget til og ud kom en rejeimitation. Efter en times tid rejste der sig en stor bølge bag fluen.
– Jeg mærkede intet og blev i tvivl om det var en fisk, da vandet var temmelig oprørt. Det efterfølgende træk udløste et godt sug i fluestangen, og en flot havørred på 3,2 kilo havde taget agnen, fortæller Jesper.
Efter nogle hektiske minutter kom ørreden på land med Michaels hjælp og Jesper kunne efterfølgende konstatere at det var hans næststørste fluehavørred til dato.