– Ministre og borgmestre var i går til rovfiske-træf ved Tubæk, udmelder Fishing Zealand. – Her mødtes seks sydsjællandske borgmestre med miljøminister Magnus Heunicke og fiskeriminister Jacob Jensen ved bredden af Tubækken lidt uden for Præstø. Ministrene udsatte to gedder af den unikke Tubæk å stamme – og sagde ja til et samspil mellem staten og kommunerne. I dagens anledning blev de to gedder navngivet Magnus og Jacob!
– Kan man lave et rovfiske-eventyr i Sydsjælland, hvor man genskaber de store bestande af gedder og aborrer som både lever i kystvandet og i de ferske vande? Ja, mener borgmestrene i Næstved, Faxe, Vordingborg, Køge, Stevns og Guldborgsund Kommuner. På Beldringe Gods, i et smukt snedækket landskab, var 40 repræsentanter for forskning, kommuner og organisationer samlet. De vandrede ned til Tubækken, hvor der blev udsat gedder, og bagefter var der faglige oplæg og positive ord fra ministrene. Et langt sejt træk venter forude. 30 konkrete projekter er blevet udpeget, og når de er gennemført vil forholdene for rovfiskene og vandnaturen være meget bedre. Visionen er at skabe ’en europæisk rovfiske-region’ med høj biodiversitet.
– En ny ven af projektet meldte sig på banen, da Verdensnaturfondens generalsekretær Bo Øksnebjerg, på dagen tilkendegav at fonden er klar til at indgå i et partnerskab om at få fiskene tilbage. Vordingborg Kommunes borgmester Mikael Smed var derfor en glad mand da han afrundede dagens arrangement, og sagde at der nu er opnået en meget bred opbakning til sagen.
Lidt om baggrunden
– Verdens mest saltstærke og unikke bestande af gedder og aborrer svømmer rundt i farvandet omkring Sydsjælland, Møn, Falster og Lolland. Det er fisk som egentlig er ferskvandsfisk, men som gennem de seneste 10.000 år har tilpasset sig livet i brakvand. Den faglige anbefaling ’Rovfiskene tilbage til brakvandet’ indeholder en appel om en fælles national og lokal redningsaktion for de truede brakvandsrovfisk i Sydsjælland, Falster, Møn og omkring øerne. Den faglige anbefaling er udarbejdet af kommuner, forskere, organisationer og frivillige i 2023. Den dokumenterer historien, problemerne og potentialerne for rovfiskene i det sydsjællandske brakvandsområde.
De rige fiskebestande kan genskabes, men det kræver en fælles indsats. Langt op i 1960’erne var der imponerende bestande af begge disse rovfisk i brakvandet. I dag er de næsten helt forsvundet i alle vore kystnære områder. Men sådan behøver det ikke at være. Man kan bl.a. sikre gydetræk og øge gyde- og opvækstområder, så bestandene af rovfisk igen har mulighed for at komme på fode igen.
Hør mere om status for brakvandsrovfiskene i denne video på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.