Fiskepleje på afveje (2/3): Virkeligheden efter Wilhjelm

Esben Stevn med en flot havørred taget på spinner

 

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

AF FISKERIBIOLOG STEEN ULNITS

 

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt” – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

• 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
• 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
• 15 % går til turistdelen – til markedsføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.

 

 

Fisken på disken

Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”.  – Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Færøerne, Island og Grønland, så hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet. Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.

I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne. Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr.

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland er vandløbene typisk små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.

Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebestand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vand- og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

 

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges. Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted. Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet. I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet. Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.

Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers Kommune sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.

 Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen. Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

Det skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.

Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Men han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Orbicon/Hedeselskabet.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige. Kritikere kunne med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.