– Fiskeatlasset starter 2024 med den glædelige nyhed, at Velux Fonden har besluttet at finansiere udgifterne til færdiggørelse af bogværket Atlas over danske saltvandsfisk, fortæller Henrik Carl. – Det betyder, at arbejdet med layout nu kan gå i gang. Indsamlingen af data blev påbegyndt i sommeren 2009, og selve skriveprocessen blev påbegyndt i januar 2014. Manuskriptet fylder ca. 2.000 A4-sider, og det færdige værk bliver i to store bind i samme format som det kendes fra Atlas over danske ferskvandsfisk. Værket kommer til at rumme en grundig beskrivelse af systematik, kendetegn, udbredelse, forvaltning osv. for de 210 fiskearter, der kendes fra de danske havområder.
– Det er en kæmpe lettelse, at Velux Fonden har valgt at støtte færdiggørelsen af bogen, som de kalder en banebrydende udgivelse, der vil sikre, at viden om danske fisk bliver tilgængelig for både almindeligt naturinteresserede, fagfolk, forvaltere og beslutningstagere. Atlas over danske saltvandsfisk forventes på gaden om ca. et år.