Der er sket en kæmpe udvikling indenfor baitcasterhjul over de sidste årtier. Allerede i midten af 00´erne var Shimano i front med de første baitcasters med digital kastebremse, hvor en indbygget computer med ultra høj frekvens udregner, hvor meget ekstra pres der skal lægges på den manuelt indstillede kastebremse løbende igennem kastets faser, indtil agnen lander i vandet. Den digitale bremse – alias DC – udregner altså konstant og løbende igennem hvert eneste kast – splitsekund for splitsekund – hvor meget modtræk, der skal lægges på spolen for at undgå overløb. En supergenial ide, der gør det markant lettere for begyndere at kaste med multihjul.
Det startede med Shimanos baitcaster Calcutta DC i 2004 og efterfølgende Calais DC i 2006. Begge hjul var i den pebrede ende af prisskalen. Sidstnævnte var mit første bekendtskab med digitalbremser på baitcasters – og der er ingen tvivl om, at det var et blæret hjul med stort B. Digitalbremsen var dog ikke nær så velfungerende som nutidens digitalbremser, og det mest iøjnefaldende ved hjulet var nok i virkeligheden gavlen, hvis alt for seje åbningsmekanisme ledte tankerne hen på en dekadent luksus sportsvogn med et virkelig seriøst scorepotentiale.
Enheden, der måler spolens omdrejninger på de nye DC-baicasters, er stadig den samme som på førstegenerations DC-hjulene, så den langt bedre performance på de helt nye DC-bremser anno 2021 skyldes især forbedringer på realtime-feedback systemet samt det program, der styrer den elektromagnetiske bremse, som er hjertet i de nye DC-kastebremser.
Digitalbremse så alle kan være med
Med det nye Shimano SLX DC er den revolutionerende digitalbremse teknologi omsider kommet ned i et niveau, hvor alle kan være med – nemlig 1799 kroner i vejledende udsalgspris. Hjulet kaster som sine forgængere aldeles fremragende. Indspinningen er vibrationsfri – og fightbremsen kører super blødt uden opstartsfriktion. Lineføreren gør sit arbejde med et godt lineoplæg – og alt er i det hele taget lige præcis, som det plejer at være på et Shimanohjul.
Digitalbremsen, hvis batterier oplades som en dynamo af spolens rotation, fungerer perfekt, hvis man bruger de fire indstiller på fronten af højre gavl korrekt. Indstilling 1 er et mode, hvor den næsten ikke bremser, hvilket er helt perfekt til at opnå maksimal kastelængde på almindelige kast under almindelige forhold for en øvet multihjulsfisker, der er vant til at kaste med lowprofile hjul, hvor man lige giver spolen lidt tommelfinger et nannosekund, inden nedslaget af agnen. 2´eren giver lidt mere modtræk og er et godt allround valg til moderat modvind med almindelige flet- og monoliner. 3´eren anbefales til fluorocarbon-liner og hård modvind, mens 4´eren er en indstilling, der primært bruges til hårde svirpende underhåndskast ind under broer eller grene med den såkaldte skipping-teknik, hvor agnen nærmest skydes lavt hen over overfladen med ret hård acceleration.
Meget lettere at kaste med DC-kastebremser
Med det nye SLX DC udregnes modtrækket på digitalbremsen 1000 gange i sekundet – og det virker! På indstilling 3 og 4 kan man i praksis kaste igennem uden at bruge tommelfingeren til at bremse med overhovedet, hvilket især for begyndere vil give en rigtig god start på fiskeriet, næsten uanset hvilke agn, man fisker med. Med det i mente, skal man selvfølgelig også være klar over, at jo mere idiotsikkert, højre modtræk og større bremseeffekt – desto kortere kast. Fisker man under forhold, hvor kastelængde er vigtigere end præcision, vil det derfor være indstillingerne 1-2 man skal bruge på digitalbremsen.
Selvom DC udgaven af SLX fylder en anelse mere end den oprindelige SLX med normal kastebremse, så ligger den alligevel super fint i hånden under det praktiske fiskeri. Hjulet er en anelse lettere end det lidt dyrere Shimano Curado DC, som ellers fungerer på nogenlunde samme måde. Under kastet med DC bremsen afgives en lyd, der minder lidt om en fin, nedtonet jetmotor. Afhængig af hvem, der lægger ører til kan denne lyd, som er utalt på alle fire bremseindstillinger, karakteriseres som alt fra über cool til småirriterende. Hjulet, der kan klare et bremsetryk op til 4,5 kilo, fungerer super godt på et bredt spektrum af stænger med forskellige aktion.
Hjulhuset på SLX DC er lavet af koldhærdet aluminium produceret med Shimanos Hagane proces – og er med sin matsorte finish en fryd for øjet. Det super lækre og velfungerende SLX DC, der blot vejer 215 gram, fås i tre gearinger – 6.3:1 – 7.2:1 og 8.2:1, og hjulet er udstyret med 4 + 1 kuglelejer.
Skal man nævne et eneste mikroskopisk minus må det være, at det er knapt så intuitivt let at åbne gavlen, som på de tidligere DC-lowprofile modeller fra Shimano. Men – når man lige har fundet teknikken, så fungerer det aldeles udemærket.
Alt i alt et fantastisk baitcaster hjul, hvor man får virkelig meget god kvalitet for pengene.
Læs også om hjulet her på Shimanos hjemmeside.
Testet af Jens Bursell