– Den anden dag var jeg en tur på kysten for at prøve min nye stang – en LTS Complete Graphene 9” #6, som jeg virkelig er blevet glad for. Sådan lyder det fra Andreas Horn Sloth. – Turen startede hårdt ud, og det var det sydlige Djursland, som stod for skud. Vinden var dog i sydøst, og det gjorde mange af fiskepladserne ufiskbare.
– Jeg tror jeg var igennem fire eller fem pladser den dag. På den sidste plads mødte jeg lokal lystfisker. Vi fik en rigtig god snak, og han fortalte, at han havde fanget to undermålere lidt længere ned af kysten. Jeg aftalte med ham, at jeg lige ville gå derned og tage et par kast. Han var spinnefisker, og jeg selv fiskede med flue, så jeg tænkte, at det kunne være, at jeg kunne lokke dem til at tage fluen i stedet for. Det resulterede i et par rigtig fine fisk på ca. 50 cm og et par undermålere. Ud over det smed jeg en stor, tyk blankfisk, som sprang fri af vandet flere gange. Kort tid efter forsvandt lyset, og fiskeriet døde ud, men alt i alt var det en godkendt tur, slutter han.
Husk, der er masser af fede, gratis havørredartikler du kan gå ombord i på fiskogfri.dk´s artikelarkive her. Og det er ligegyldigt om du er flue-, mede- eller spinnefisker.