– Der kan til tider være så stort et pres fra de forskellige medier omkring agn, samt en masse snak om spots og teknikker, at man helt glemmer, hvorfor man egentlig drager af sted mod kysten i jagten på den smukke blanke havørred. Sådan lyder det fra Christian Bjergsø. – Der vil selvfølgelig altid være de førnævnte ting, men jeg syntes helt klart, det er værd at stille sig selv dette spørgsmål: Hvad er det egentlig, der driver mig af sted, og hvorfor kan jeg ikke lade være?
– Jeg har fisket havørred, siden jeg kunne gå og været med min far fra helt lille, når han og hans fiskekammerater tog af sted mod diverse fiskeventyr, hvilket helt sikkert har været med til at gøre mig til den lystfisker, som jeg er i dag. Men hvorfor bliver jeg egentlig ved med at søge mod vandet? De første mange år brugte jeg rigtig meget tid på at søge lige netop de agn, som virkede, og de pladser som andre fangede fisk på. Energien samt fokusset der blev lagt på dette, indsnævrede disse to emner samt tog overhånd og glæden ved mit fiskeri var ikke længere, som den var engang.
– Da jeg var lille dreng, var alt, jeg behøvede min stang og noget vand, så skulle fantasien samt troen på, hvad der gemte sig under overfladen nok klare resten for at gøre oplevelsen god. Som det hele er i dag med medierne og alle de indtryk der bliver serveret for os, kan det være svært ikke at ryge med på vognen og bilde sig selv ind, at det helt klart er det der skal til, for at man kan blive dygtig og fange mange store fisk. Sandheden er altså bare en anden. Svaret skal sjovt nok ikke findes i billeder og promovering, men i den balsam min sjæl bliver smurt med, når jeg vader rundt der ude i vores utroligt smukke natur, som glædeligt giver den ene smukke oplevelse efter den anden fra sig. Eksempelvis når man står derude, og solen er lige ved at slippe det sidste lys. Når marsvinet udånder få meter fra dig og fuglene synger over klinten.
– Lige i dette øjeblik hugger måske en fin fisk, og det hele går op i en højere enhed. Det er oplevelser som dette, der driver mig – og oplevelser som dette der gør det hele så specielt. Ja hvis altså man lægger mærke til disse ting, og ikke kun tænker på hvad for en agn man nu skal prøve at skifte til. Eller om andre måske har fanget mere end dig. Det er ting som dette, der driver mig, og ting som dette der gør det så hamrende fantastisk at stå i sine waders og udføre kast efter kast efter kast.
Giv slip og fisk
– Først da jeg gav slip på alle de stressende ting, som jeg bildte mig selv ind, fandt jeg vejen til at blive dygtig. Ja først der begyndte tingene faktisk rigtigt at gå godt, når jeg indtog de forskellige pladser rundt omkring i landet i jagten på sølvtøjet. Det jeg nok prøver at sige er: Lad ikke andre påvirke dig men følg dine instinkter. Den bedste lære mester er helt klart den erfaring, som du selv opbygger derude. Har du set et billede af den ene eller anden agn så lad vær at tænke, at det nok er derfor, at han fanger. For fisken havde helt sikkert også taget dit havørredblink, hvis det var dig der serverede det lige netop den dag.
– Naturen er egen herre, og det samme er havørreden, som lever i den. Havørreden har været her længe, og selv for mange år siden huggede den også. Dengang var det dog bare nogle helt andre blink. Men den huggede. At vi i dag skal have nyhedsflashes af den ene og den anden slags, er da helt okay, men altså ikke noget der er nødvendigt. Det er for at dække vores egene behov. En tobis er en tobis, og en brisling er en brisling. En reje er en reje osv. Jeg går da selv med forskellige farver af den ene og den anden slags, men nok mest for at forny lidt håb om, at det måske er det der skal til. Inderst inde ved jeg dog bare godt, at det ikke er det, der betyder noget for mit resultat.
– Det der betyder noget er alle de erfaringer om forhold i vandet osv, som sammensat rigtigt giver et godt resultat. Men vigtigst af alt er glæden ved at være midt i noget så smukt som en tur langs kysten i jagten på den næste ørred. At gå ned gennem skoven, mens disen langsomt svinder og solen bryder, i det samme et rådyr uforstyrret trisser forbi. At tage de første skridt ud i vandet og lægge det første kast uden at vide, hvad der er til stede der ude i dag. Eller at mærke suset når man ser drømmefisken vende lige bag din agn. Den slags ting er det, der for mig får alting til at være i balance, når jeg skal fiske. At man så en gang imellem også bliver belønnet med en flot stor havørred, det gør bare alle turene til en sammenhængende opsparing som forløses i lige netop det øjeblik, hvor den store fisk endelig er der og stangen klapper sammen.
– I går var en af de dage for mig, hvor alt gik op i en højre enhed. Jeg fik nemlig som bonus på en smuk tur denne flotte overspringer, som du kan se ovenfor. Tænk over hvad du gør, når du er der ude – og ikke mindst hvorfor du gør det. Og lad være med at have så travlt med andre. På den måde får du mere tid til dig selv. Og det er jo trods alt dig selv, der gerne skulle belønnes med et flot stykke sølv og en fed oplevelse. Knæk og bræk.