– Det tidlige laksefiskeri i Gudenå har været godt i år med flere store flotte blanke laks fanget, fortæller Rasmus Post Ottesen. – Jeg har dog selv haft fire ture uden held, men på min fridag, tænkte jeg, at jeg ville bruge hele dagen ved åen.
– Dagen blev startet med at køre ned langs med åen, og jeg oplevede mange biler på P-pladserne. Jeg endte op nede på et lokalt hotspot, Krumkagen, som er kendt af alle de lokale ved åen. Her fiskede jeg stykket af med reje, men uden at opleve noget. Efter en snak med en gut, som har fisket de sidste 14 dage uden held, kørte jeg op til et lille spot på zone 3, som hedder “Den Gamle Bro”. Der har jeg tidligere fanget en smuk marts laks. Jeg fiskede ned over strækket.
– Midt på strækket stoppede rejen, og der var hug. Jeg lod laksen hugge et par gange i rejen, før jeg gav tilslag. Jeg kunne mærke med det samme, at det var en af de “rigtige”. Kort inde i fighten kom et par af mine lokale medfiskere, og med dem som tilskuere kunne jeg lande laksen efter 10-15 minutters fight. Vi kunne sammen nyde synet af en smuk marts laks, hvor vægten stoppede ved 6.5 kilo. Fisken var 87 cm. Der er noget helt særligt ved at fange en laks i marts, slutter han.
Har du selv fået en flot fisk, så husk at kontakte redaktionen på 50 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk