– Jeg sad her forleden og malede nye kystwoblere og kom op med en idé, der skulle testes, fortæller Rasmus Gericke til Fisk & Fri. – Epoxyen var knap hærdet, da den skulle prøves af i går på det lokale spot i Øresund. Jeg havde et par timer sidst på eftermiddagen og fik fisket badekarrene godt af uden nogen kontakter. Forholdene så ellers fine ud, men der var ikke skyggen af liv i vandet.

– Til sidst begyndte jeg stille og roligt at fiske tilbage mod bilen, og var nået næsten helt tilbage, da jeg lige skulle have de klassiske sidste kast på det helt lave vand mellem tangbuskene. Vandet var noget mere roligt herinde bag revlerne men også noget mere grumset. Pludselig ud af ingenting kom HUGGET, og så startede der ellers en fight, jeg aldrig vil glemme. Fisken vendte rundt med et ordentlig plask, og så trak den ellers line af hjulet, så jeg blev helt i tvivl, om jeg havde fået løsnet bremsen. Men nej bremsen stod som den skulle. Jeg fik strammet bremsen lidt mere med det resultat, at stangen kom til at ligne noget, der var lavet af gummi. Sådan bøjede den.

– Jeg havde endnu ikke set fisken og heldigvis for det, for så var jeg først begyndt at ryste i bukserne. Fighten stod på et kvarters tid, inden den kom i nærheden og jeg kunne se den ordentligt. HOLD NU KÆFT ET BÆST. Så skal jeg ellers love for, at nervøsiteten meldte sig. Lettelsen og lykken var derfor stor, da fisken endelig gled i nettet, og fangsten var sikret. Drømmefisken var en realitet Fisken blev målt til 82 cm og ca. 5,5 kg.

– Den store havørred blev taget på en Rage Lures Tobis i UV camo, en Savage Gear Salmonoid stang på 8-28 gram, et Shimano Stradic 2500 hjul og 0,11 Spiderwire Stealth Smooth 12.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Rasmus Gericke fik sit livs fight med denne flotte havørred fra Øresund.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This