Lars og Nikolaj, far og søn (fra venstre), med deres to flotte blanke havørreder på 60 centimeter taget på Stevns med blink den 7. december.
13-12-11 – FOR ET PAR UGER SIDEN fangede Nicolaj Kaas sin personlige rekord for havørred på Stevns på 2,6 kilo. Vi fortalte historien. Og som om at lokaliteten ikke trækker på Nicolaj. På fem ture har han fået 11 havørreder – hvor rekorden også er vokset til 3,2 kilo.
Han har pralet med det i fuldt lys – endda i sådan en grad, at hans far, Lars Rønnow Kaas, ikke troede på ham. Derfor blev grejet pakket, og turen gik til Stevns endnu en gang den 7. december.
– Vi kom ned til fiskepladsen omkring kl. 12, og der stod mine to andre fiskekammerater lidt længere henne på spidsen, og vi tænkte, at vi skulle tage et par kast, inden vi gik over til dem. Det viste sig at være en god ide for i andet kast – bang! En ordentlig basse hev i min line 15 meter ude. Fisken rev en ordentlig røvfuld line ud i forsøget på at stikke af, men den var kroget godt, så det mislykkedes for den. Da min far stod længere henne på kysten med nettet, blev det et nervepirrende forsøg på at håndlande den, men det gik. En blank havørred med løse skæl på 60 centimeter og 2,4 kilo blev landet, fortæller Nikolaj og fortsætter.
– Få minutter efter jeg havde landet min fisk, fik min far en måler op og mistede en. Der var klart en hugperiode, da vi ankom. En time senere gik min far længere ned af kysten, et sted hvor ingen af os havde fisket endnu. Dette udløste en præcis lige så lang fisk som min på 60 centimeter, dog 2,25 kilo, slutter en tilfreds Nikolaj Kaas.
Og som Nikolaj også fortæller, så lykkedes missionen med at overbevise hans far om, at lokaliteten holder en hel del fisk.