Den 11,2 kilo tunge laks huggede i 18 fods dybde på en gul-blå Toby, mens de fiskede ud for Reersø i Musholm bugt.

7.6.2011 – FOR JOHNNY WEIDEMANN fra Dianalund er fars dag ikke det værste, der findes. Tværtimod. Søndag den 5. juni fik han valgmuligheden for at tage en tur i put and take eller en tur på Storebælt for at afprøve de nytilegnede evner som trolle- og småbådsfisker. Og han valgte trolling, hvilket skulle vise sig at være et rigtig, rigtig godt valg.

Med to makkere i båden sejlede han ud på sin første solotur som kaptajn. Lokaliteten var Storebælt ud for Reersø. Efter at alle grejerne var kommer i vandet, faldt hugget efter blot 10 minutters trolling. En intens fight gik i gang, og efter 20 minutter var laksen ved at være klar til landing. Nettet blev stukket i vandet efter fisken og i forsøget på at løfte fisken indenbords flækkede nettet, og laksen røg i havet igen. Nu var gode råd dyre. Johnny holdt fisken hårdt til den var fuldstændig udkørt. Med vægten – eller vægtkrogen med andre ord – lykkedes det dem at gaffe fisken. Vægten viste 11,2 kilo og længden var 103 centimeter. Hvilken debut som laksefisker.

Som Johnny sagde: – Det er min bror, der ved alt om småbådsfiskeri, og det var ham, der oplærte mig forleden. Første trollingtur nogensinde var med ham som styrmand på Kattegat, og det gav 10 torsk. Og det var ham, som gav mig noget gammelt skrammel af agn, så jeg kunne komme i gang med at trolle selv, slutter Johnny. Og det skrammel som han fik, en gul-blå Toby, var åbenbart så godt, at laksen huggede på det.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This