– I går var en af de kolde og stille dage, hvor vinden næsten ikke blæser, og du kunne se alt, hvad der skete i overfladen, fortæller Nikolaj Korsolm. – En rygfinne fra et marsvin brød overfladen 150 meter fra land, og idyllen var næsten ikke til at overskue. Det var også en af de dage, hvor der ikke skete en skid. Vi hverken hørte om fisk der bliver fanget, og vi så eller mærkede heller ikke noget. Til at starte med ihvertfald…

– Så mødtes jeg tilfældigt med min kollega Mads Grosell nede ved kysten, og så kunne vi jo lige så godt fiske sammen. Jeg fiskede med hvid LT Zerling i 16 gram, som plejer at være et fremragende blink til de kolde dage, hvor man kan sætte farten helt ned og lade blinket rotere forførende ud til siden. Men ikke i dag. Enten var fisken ikke hjemme eller også var det bare ikke i dag, at Zerling var den rigtige medicin. – Vandet var sprit klart, så måske skulle der skrues helt ned for farven, tænkte jeg. – Her er LT Sandeel i Ghost en helt fantastisk agn. Jeg havde desværre ikke nogen i mappen, og spurgte så Mads, om han skulle have en i mappen. Og heldigvis kunne han grave en 19 grams ghost op. Så var det ellers på med den, og allerede i andet kast skete det, som ellers kun sker for andre end dig selv…

– Spolen begyndte bare at hvine, og jeg vidste bare med det samme, at det var en okay fisk, måske over de tre kilo. Men fisken fortsatte, og den stoppede bare ikke. Tanker om laks gik allerede gennem hovedet, men efter ca. 100 meter gjorde den stop, og så kunne jeg endelig få lidt line tilbage på hjulet. De næste 7-8 minutter foregik med rystende hænder og bankende hjerte. Efter flere forsøg på at få den i nettet gled den endelig i, og fiskens størrelse blev pludselig meget virkelig. Havørreden, som blev taget med hjem, målte 77,5 cm. Hvilken fantastisk januar dag.

 

Hvidovre Sport

    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This