– Dagen for fællesturen med Ærø Sportsfiskerforening nærmede sig, og med blot en enkelt dag til lige at snuse de lokale pladser af, blev fredagen brugt på at se nærmere på nogle faste forårspladser. Sådan lyder det fra Rasmus Hachmann.
– Vejrudsigten lovede et drastisk skifte, så med varme på vej, så jeg nærmere på sydsiden. Og ganske rigtigt, pladsen holdt fisk og selvom der kun kom en 53’er op at vende, så så jeg nogle rigtig fine fisk der ude.
– Vækkeuret ringede så lørdag morgen, og et hurtigt kik på vejret gjorde ikke håbet bedre, men prøves skulle det. Så efter rundstykker i klublokalet og dertilhørende sladder samt en lille en, blev næsen vendt mod Vejsnæs, og en god lang gåtur for at komme der om, hvor der var bare en smule røre i vandet.
– Fiskeriet startede jeg godt 200 meter før stedet, hvor jeg fredag havde set fisk, og til alt held var der en smule gang i bølgerne netop der. Jeg havde rigget op med meget let grej for at kunne styre imellem de utallige kæmpesten og tang, og efter en halv times fiskeri mærkede jeg et tungt hug ude over stenene. Yess.
– Det var helt sikkert en god fisk, og den gik både tungt samt hidsigt, hvilket er sikre tegn på en stærk overspringer. Hidsige udløb og spring afslørede hurtigt en meget smuk stålblank fisk, og så skal jeg ellers love for, at pulsen kom op, for der var mange sten, og den tynde 0,08 line måtte for alt i verden ikke i karambolage med dem.
– Fighten var lang, og de 8-9 minutter føltes som en evighed. Jeg opgav at nette fisken, og da den lagde sig på siden, kanede jeg den forsigtigt ind på kysten med nettet til at skubbe på. Følelsen af adrenalin og taknemmelighed er overvældende, når man sidder der og kigger på sådan en skønhed, og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at den gav gode point i årskonkurrencen. Havørreden var 68,5 cm og vejede 3,64 kilo. Fisken huggede på en 6 grams gennemløber – Stumpen, hvor der var filet lidt af bagenden for at gøre den lettere i gangen.
– Men når det er sagt, så var det en stor glæde endnu engang at se en flot fisk her på Ærø over de 3 kg, for fiskeriet har virkelig stagneret over de sidste 5 år. Men – de store fisk er åbenbart begyndt at søge vores østersøkyst igen efter mange års fravær, ja faktisk er der i området taget to meget flotte fisk på over 4 og 6 kg de seneste måneder, så det er bare at komme ud og få slidt lidt filt i de kølige måneder.










