Selvom der var trængsel på pladsen, lykkedes det Rune at fange dennne fine havørred på 2,8 kilo. Fisken huggede på et grønt og sølvfarvet Hansen Lotus blink.
CHRISTIAN HEDEGAARD og kammeraten Rune var for en weekends tid siden en hurtigt tur på kysten ved Køge Bugt. Her blev de mødt af en travlhed af andre fiskere, som åbenbart havde fået samme idé. Spørgsmålet var nu, om de to skulle søge et andet sted hen, eller om de skulle se bort fra de mange fremmødte medfiskere. Da tiden var relativt knap, besluttede de sig for at finde sig til rettet på strækningen sammen med de andre fiskere, og som tiden skred frem virkede det som en dårligere og dårligere idé.
Der blev ikke rigtig fanget noget på strækket, og de to fiskere var derfor på nippet til at give op. I et sidste desperat forsøg satte Rune et Hansen Lotus blink på, og det skulle vise sig at redde dagen. Nogle kast senere huggede en stærk og ilter fisk, og efter en god fight med masser af kurve i klingen kunne Rune lande en smuk blank havørred på 2,8 kilo. Og så var dagen reddet!