Med en jolle kan du affiske områder ved kysten, som er uopnåelige for den gående fisker.

Som ny småbådsfisker er der en masse ting, der er gode at tænke over, inden man går i gang. Her giver Jan Kreuz dig en række begyndertips, som er værd at skrive sig bag øret, inden man kaster sig ud i livet som småbådsfisker.

AF JAN KREUZ

 

MANGE, MANGE GANGE har vi siddet foran Google Maps og set på fremragende kystpladser, der af den ene eller anden årsag var fuldstændig umulige at nå på grund af placeringen. Eller vi er slukøret kommet frem til yndlingspladsen på kysten, for at se den være optaget af andre ligeså ivrige fiskere. Sammen med de bedre muligheder for affiskning, er det en af årsagerne til, at flere fiskere anskaffer sig joller til dette fiskeri.

Kystfiskeri efter havørreder fra jolle giver dig nemlig indlysende fordele, da du meget hurtigt kan skifte plads og ikke mindst kan affiske helt jomfruelige områder, der er uopnåelige fra land – en fordel af de helt store på jagten efter trofæfisken. Rigtig mange lystfiskere er ret alsidige i deres fiskeri, og vi kender således flere, der fisker både i sø og i kystnært farvand efter havørreder, flade, makrel osv. Vi forsøger derfor at finde et oplagt kompromis, hvor jollen kan anvendes til både saltvand og til søfiskeri: Her snakker vi en størrelse på omkring de 14 fod og målet er, at samme jolle skal kunne anvendes og optimeres til begge typer af fiskeri.

Friluftsland

 

Dørgefiskeri fra jollen kan være den rigtige medicin til søens gedder. Gedden her kunne ikke stå for en langsomt fisket Maxximus Conrad.

Dørgefiskeri fra jollen kan være den rigtige medicin til søens gedder. Gedden her kunne ikke stå for en langsomt fisket Maxximus Conrad.

Bådens størrelse og vægt

Det er ganske få af landets søer, der har deciderede ramper til søsætning af både. Derfor er et andet vigtigt kompromis størrelse og vægt, da det skal være muligt at søsætte jollen de fleste steder – og meget gerne alene eller to mand. De samme forhold er gældende ved landets kyster, da søsætning ofte skal kunne foregå direkte fra kysten, hvor der kan være store sten eller en bred sandbræmme, der gør dette til en udfordring, hvor vægten kan være af afgørende betydning.

Et fantastisk kompromis imellem vægt og størrelse, finder man i alujollerne. Her kan man alene mand nemt søsætte en jolle på 14 fod og har samtidig godt med fiskeplads til to mand. En meget let jolle har ikke altid de bedste sejlegenskaber, men alujollen er et godt kompromis og tåler også bedre knubs fra sten på kysten. Så hvis man ellers lader være med at krydse Storebælt i 10 sekundmeter, men i stedet holder sig til det kystnære fiskeri og tager ud, når vejret tillader det, så er denne jolletype et godt valg.

Quicksilver, Linder, Smartliner, Lund og Buster er mærker, som du ofte ser herhjemme, men leder du lidt vil andre mærker som Tracker, Ranger og Alumacraft være tilgængelige i vores nabolande.

Indretning af fiskebåden

En del joller på det danske marked er indrettet med mange siddepladser, da de skal appellere til romantiske ture i solskin for hele familien, men er det en hardcore fiskejolle for to mand, du går efter, så er kistebænke langs siderne næsten altid bare i vejen, når der skal landes fisk eller arbejdes nær ved rælingen. Derfor anbefaler vi masser af dørkplads, der giver god mulighed for at bevæge sig rundt, komme tæt på rælingen – samt have masser af plads til fx afkrogningsmåtte og håndtering af fisk. Skal man alligevel en sjælden gang eller to bruge mere siddeplads, kan en større køleboks eller en kasse, der samtidigt kan bruges til opbevaring af grej, gøre det ud for en siddeplads midtskibs.

 

Skærmene er monteret i bagbords side med mulighed for at flytte det mindste instrument længere frem i båden, så den forreste fiskekammerat kan følge med i, hvad der vises på ekkoloddet. Det er en særlig god feature ved vertikalfiskeri

Skærmene er monteret i bagbords side med mulighed for at flytte det mindste instrument længere frem i båden, så den forreste fiskekammerat kan følge med i, hvad der vises på ekkoloddet. Det er en særlig god feature ved vertikalfiskeri

Den der kaster godt, fisker godt

Kasteplatform er for mange et absolut must-have og på vores båd har vi indrettet denne, så den let og uproblematisk kan afmonteres uden brug af værktøj. Det giver fordele de dage, hvor den ikke skal anvendes, og hvor man i stedet vil prioritere lavere vægt. Kasteplatformen har vi forsynet med en lille luge, så vi også kan udnytte pladsen under denne, der forvandler det til et fantastisk tørt stuverum. Kasteplatformens overflade har vi beklædt med et tæppe, der gør den både skridsikker og skaber en overflade, der giver et godt fundament selv på uroligt vand. Stangholdere skal der være plads til langs hele rælingen af båden i begge sider og allerhelst, skal det være en fleksibel løsning, hvor det er muligt at flytte rundt på holderne eller at montere flere efter behov. Et søgelænder er her en fantastisk god ting, og det giver mulighed for at montere meget forskelligt udstyr uden at skulle bore for mange huller i båden.

Den uundværlige bådelektronik

Bådelektronik – er et musthave. En god kortplotter med ekkolod er standardudrustning til alle former for fiskeri. Det giver med garanti flere fisk, og det sikrer dig at kunne finde hjem igen og giver helt nødvendige oplysninger om rev eller andre lave områder, man gerne vil styre udenom undervejs til yndlingspladsen. De nye teknologier, hvor man logger sine egne søkort (fx Insight Genesis eller Garmin Quickdraw) giver dig med millimeters præcision adgang til revlegennembrud, skrænter, vegetation og ikke mindst giver ekkolodsfunktionen oplysninger om byttefisk. Elektronikken har vi i vores båd monteret med beslag fra RAM-Mount, som giver gode muligheder i vinkeljustering og er en stabil base.

 

En god kasteplatform bliver hurtig uundværlig, hvad enten du fisker i søer, i det brakke - eller er på jagt efter kystens blanke. Bemærk lugen med det undersænkede beslag fra Palby Marine – her er der ingen flueline eller andet, der hænger fast.

En god kasteplatform bliver hurtig uundværlig, hvad enten du fisker i søer, i det brakke – eller er på jagt efter kystens blanke. Bemærk lugen med det undersænkede beslag fra Palby Marine – her er der ingen flueline eller andet, der hænger fast.

Valg af motor til fiskebåden

Der er ingen tvivl om, at elmotoren er et must ved søfiskeriet, hvor det giver uanede muligheder i affiskningsformer og gør transporten fra den ene ende af søen til den anden til en let og uproblematisk øvelse uden slid og trækken i tunge årer.

I Danmark anvendes der for det meste elmotorer i ferskvand, og der findes til dette fiskeri to modeller – hækmonterede eller frontmonterede. Traditionelt set har den frontmonterede ofte været anvendt til faste montager og den hækmonterede til skift mellem flere både. Leder man efter et prisbilligt setup, er det den hækmonterede, der skal spejdes efter. De hækmonterede versioner styrer dog generelt ikke jollen så godt som en frontmonteret, og du vil blive påvirket mere af vinden med motoren monteret på hækken, så hvis du fisker meget og vil have en bedre styring af jollen, kommer du ikke uden om en frontmonteret og her er der i Danmark tre producenter der er dominerende – Minn Kota, Garmin og Motorguide.

Til det kystnære fiskeri er det en benzinmotor du skal gå efter, og skal du flytte meget rundt mellem pladserne eller sejle lange strækninger langs kysten, bør du anskaffe dig en motor, der ligger tæt på det maximale jollen må bære, hvilket typisk er omkring 25-30 hk. På den måde kan du hurtigt flytte dig fra en plads til en anden eller komme i land, hvis vinden uventet tager til.

Hvis man ser på motorstørrelser på 30-40 hk, vil mange anbefale en styrepult, men vi syntes at pulten tager for meget plads i båden. Vi har derfor på vores egen båd fravalgt dette, og i stedet har vi valgt en håndstyret model, primært fordi styrepulten under fiskeri på de mindre søer kun vil sidde i vejen. Hvis motoren er forsynet med ladeanlæg er det et ekstra plus, da du derved kan oplade dit batteri til elektronik eller el-motor, mens du sejler.

Ønsker du et meget let set-up og kun fisker langs kysten kan mindre motorer, bestemt også være en fordel. En motor på blot 6 hk tilbagelægger bekvemt og hurtigt kilometervis af kyststrækning og bringer dig afsted til de pladser, der er uopnåelige for den almindelige kystfisker.

 

På søen giver jollen de bedste betingelser. Her er det en Maxximus Predator Wobler, der havnede i gabet på en fin gedde.

På søen giver jollen de bedste betingelser. Her er det en Maxximus Predator Wobler, der havnede i gabet på en fin gedde.

Sikkerhed under bådfiskeri

Selv i en lille jolle tæt på land, kan man komme galt afsted, og der er absolut ingen grund til at slække på de almindelige sikkerhedsregler som anker i båden, redningsveste, årer, en velfungerende motor osv. Tjek altid vejrudsigten og vær særlig opmærksom på vindretning og styrke – samt vælg dit fiskested ud fra disse forhold.

Når du skal købe en fiskejolle

Hvis du har besluttet dit for at anskaffe en jolle, er det en rigtig god ide at se på udvalget hos de forskellige forhandlere. Fortæl om dine behov og hvordan du vil anvende jollen, da de derved bedre kan råde dig til det helt rigtige køb. Går du efter brugte både, så insister på en afprøvning af båden, for at teste stabilitet, sejlegenskaber og ikke mindst at motoren kører som den skal.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2017

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This