Nicolai Jensen har haft et par gode ture på det seneste: – På min sidste tur startede jeg tidligt med at køre mod Stevns, og var fremme før solen stod op, fortæller han. – Forholdene så fine ud med fralandsvind og dejlig klart vand – præcis som jeg kan lide det. Vandstanden var dog meget lav – næsten 40-50 centimeter under normalen.

– Jeg fiskede med en rød/sort Bornholmerpilen, som jeg havde været så heldig at få en fin overspringer på 4.5 kilo på i starten af januar, fortsætter han. – Jeg gik langs kysten og kastede, men det gik hurtigt op for mig, at det ikke helt var som forventet, for jeg fik nemlig ofte tang på. Efter 45 minutters fiskeri samt det tredje bundhug, fortrød jeg, at jeg var taget til Stevns. Jeg foldede stangen sammen og gik lidt for hurtigt tilbage mod bilen, hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg faldt og slog mig på de glatte sten.

– I stedet tog jeg turen tilbage mod Køge Bugt, hvor jeg fik foldet bombardastangen ud. Jeg satte den super effektive Frede med blodtud på, og der gik ikke 10 minutter, før jeg stod jeg med den første fisk på 45 centimeter. – Yes, tænkte jeg – så er der fisk. Det var den helt rigtige beslutning at forlade Stevns. Et par kast efter var der en undermåler på krogen, og derefter gik der nok 10 minutter, før netop det hug, som jeg havde ventet på – faldt hårdt og kontant. Jeg kunne tydeligt mærke, at det var en god fisk, som trak line ud og sprang fri af vandet gang på gang. En super flot og tyk fisk.

– Jeg fik fightet den ind, og så at krogen sad yderligt. – Åh neeeej, tænkte jeg, hvorefter vi kæmpede lidt frem og tilbage, mens jeg faktisk havde lidt problemer med at få den til nettet, fordi forfanget var ret langt. Men til sidst fik jeg den nettet og wauw en fisk. Krogen røg selv af i nettet, så der var jeg godt nok heldig. Det var en god tyk blankfisk på 3.2 kilo på beskedne 63,5 centimeter, som du kan se ovenfor. Jeg fiskede yderligere 20-30 minutter, hvor jeg nød den flotte solskinsdag, hvorefter jeg besluttede mig for at slutte turen, for jeg var jo egentlig mere end godt tilfreds, slutter Nicolai.

Hvis du også har fanget en rigtig god fisk, så tøv ikke med at indrapportere den til Fisk & Fri på telefon 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk

Nicolai Jensen med havørred fra Stevns

Her kan du se den flotte 4,5 kilos blankfisk Nicolai fangede for et par uger siden.

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This