– Jeg er netop hjemvendt fra to ugers dejlig ferie i Thailand, fortæller Rasmus Petersen. – Inden afrejse havde jeg booket to dages fiskeri i Jurassic Mountain Resort. Søen ligger cirka 2 timers kørsel fra Bangkok nær Hua Hin. Det er en kunstigt lavet sø ved foden af et meget smukt bjerg, og stedet er omringet af frodig natur. Man kan bo på deres tilhørende resort, som har både, bar, restaurant, pool, gamer rum, grejshop og meget mere.
– I søen er der udsat rigtig mange spændende fiskearter i enorme størrelser, og der medefiskes efter alt fra arapaima, alligatorgar, maller og siamesiske karper til pacu og kæmpe mekong maller op til 300kg – samt mange flere arter.
– Hver aften kl. 19.00 er der lodtrækning om fiskepladser i baren, så de bliver retmæssig fordelt. Vi startede fiskeriet ved 8.00 tiden uden at have fået specielt meget søvn. Jeg havde tre kraftige stænger med tilhørende bailrunnerhjul og bidmelder til rådighed. Vi forfodrede godt op på pladsen, som guiderne havde påpeget skulle være godt. Foderet bestod af forskellige pellets og boilies, der var lagt i blød natten over i palmesirup, og man bruger op til 10kg pr. dag.
– Jeg lagde ud med at fiske på bunden med 22mm boilies, men det viste sig dog, at fiskeriet var sværere en antaget. Der gik således nogle timer, inden jeg knækkede koden. Det var først, da jeg riggede om til flåd med boilies, at der skete noget. Jeg fandt ud af, at fiskene reagerede og huggede lige så snart flådet landede i vandet, men man skulle være enormt hurtig med tilslaget, for ellers blev agnen hurtigt spyttet ud igen.
– I løbet af dagen landede jeg en stor pacu på 10-12kilo. Herefter blev det til to siamesiske karper op til 25kg. Alle fisk gav en super god fight, og alle billeder skulle tages i vandet, da man på resortet går enormt meget op i, at fiskene skal håndteres så skånsomt som muligt.
– På dag to blev vi førstevælgere i lodtrækningen. Vi valgte et spot, som flere havde anbefalet, på modsatte side af, hvor vi fiskede dagen forinden. På denne plads valgte vi at fiske med feeder på bunden og igen med store 22mm boilies, hvilket gav lidt mere action end dagen før. Vi mistede desværre en del fisk, som smuttede inden landing. Dagen gav samlet en stor siamesisk karpe på 30-35kg, en på 20 kg, en redtail cafish og igen en stor pacu. Redtailen gav en virkelig god fight med enormt mange og tunge udløb – og sikke en smuk fisk.
Alt i alt et enormt spændende og krævende fiskeri, som helt sikkert kan anbefales hvis man skal på ferie på disse kanter. Prisen for 1 dags fiskeri inkl . logi og fúld pension er ca. 2000kr. Læs mere på reortets hjemmeside her.