– Jeg havde aftalt med min gode ven og trofaste fiskemakker Lasse Damsted at tage på en tirsdagstur på den fynske kyst i håbet om at fange en stor havørred, fortæller Anders Poulsen. – Han hentede mig klokken 9.00, og så var det ellers afsted mod vandet. Vi havde aftalt et par pladser, der skulle fiske godt igennem, for de plejer at holde fint med fisk i november, men vi nåede ikke meget mere end én plads.
– Det skulle dog vise sig at være den rigtige beslutning, vi havde taget. Der var en god sidevind, og 11 m/s er altid godt fiskevejr i mine øjne. Da vi startede fiskeriet, fik min makker hurtigt en fisk på, og der tænkte jeg, at det nok skulle blive godt det her. De første fisk vi fik var mellem 35-40 cm, men er der små fisk, så er der også tit nogen store, sagde vi til hinanden. Det viste sig også at holde stik.
– Da vi fiskede videre rundt om hjørnet, så vi en stor fisk efter blinket, men den ville ikke lege med. Men efter lidt tid fik jeg en godt hug. Den tog et godt udløb, og jeg sagde straks til min kammerat, at den var over 60 cm. Jeg fik den hurtigt i nettet, og den var sindssygt smuk. Det var en flot hunfisk i den smukkeste gydedragt på 68 cm. Vi satte den ud igen, så den kunne svømme videre mod åen. Og så var dagen jo reddet.
– Vi gik om til det spot, hvor vi startede turen, for der skulle bare være en stor fisk, sagde vi til hinanden. Det var ved og blive mørkt, og vi havde kun én time tilbage, men vi gjorde det, og det var godt. På den nye plads fik vi nemlig tre fine fisk på 55 – 58 og 60 cm, som også kom retur igen. Alle fiskene blev taget på en Silling i kobber. En fantastisk dag på den fynske kyst, slutter Anders, som du også kan følge på Instagram.